Seksårig dreng tjener 69 millioner kroner på et år

Han var kun fire år, da han startede forretningen

Ryan og hans familie tjente angiveligt 69 millioner kroner i 2017. Foto: Youtube
Ryan og hans familie tjente angiveligt 69 millioner kroner i 2017. Foto: Youtube

Seksårige Ryan har fået succes i en meget tidlig alder.

Sammen med sine forældre driver han nemlig sin egen kanal på YouTube, som går under navnet 'Ryan ToysReview'.

Da han var fire år, interesserede han sig i grad for videoer på Youtube, hvor andre børn testede legetøj. Han spurgte derfor sine forældre, om han ikke måtte gøre det samme, og forretningen startede derfor som et stille og roligt familieforetagende.

Men efter en af Ryans videoer gik viralt i 2015, er pengene efter sigende strømmet ind.

Det skriver Business Insider.

Det er forældrene, der selv filmer og producerer videoerne, og i 2017 indbragte det familien 11 millioner dollars, hvilket svarer til 69 millioner kroner.

Ifølge Forbes kommer Ryan og hans forældre ind på en ottende plads over såkaldte Youtubere, der har tjent mest i 2017.