Selvfølgelig skal vi vise billederne af toget

Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro går en gang om ugen medierne og medie-debatten efter i sømmene

Billedet, som gør, at man forstår, med hvilken kraft toget er blevet ramt. Foto: Anthon Unger
Billedet, som gør, at man forstår, med hvilken kraft toget er blevet ramt. Foto: Anthon Unger

Billeder fra den frygtelige togulykke, som ramte Danmark i denne uge, skabte tidligt i forløbet en heftig mediedebat, fordi Fyns Politi gik på Twitter og opfordrede til, at der ikke blev taget billeder af toget:

’Lad være med at sætte hastigheden ned ved ulykkesstedet eller at tage billeder og video. Hav respekt for de omkomne og sårede.'

Det er svært at være uenig i, men det er samtidig vigtigt at skelne mellem private og professionelt arbejdende pressefolk.

Jeg kan forstå på mit Twitter-feed, at der er mange – også journalister – der mener, at vi medier ikke skal bringe billeder af og fra toget.

Det mener jeg er helt forkert, for vi skal huske på, hvad vores opgave er. Nemlig at dække begivenheden, hvor grum den end er. At give danskerne et indblik i, hvad der er sket. At stille de rigtige spørgsmål. At tale med øjenvidner. At tale med myndighederne. At dokumentere omfanget af katastrofen, herunder at billeddokumentere omfanget.

Vi bragte et stærkt pressefoto over ti spalter i vores papiravis, som viser lyntogets smadrede lokomotiv forfra. Traileren, som ramte, ligger stadig op ad skroget med hjulene i vejret, og man forstår, med hvilken kraft den har ramt.

Vi bragte også et billede inde fra toget, hvor vinderne er knust, og ledninger hænger ned fra loftet. Alt er kaos, og man forstår, hvor voldsomt det har været for passagererne.

Lektor i digital innovation på ITU og forfatter til bogen ’Digital Journalistik’ Aske Kammer henviste i et interview med fagmediet journalisten.dk på ulykkesdagen til sagkundskaben på området.

Ifølge ham viser eksempelvis forskning fra 9/11, at det i dækningen af ulykker er vigtigt, at medierne formidler omfanget af skaderne – blandt andet ved billeder.

Jeg er indlysende enig. At vi taler med dem, der var med i toget, om oplevelsen, er også med til at afklare forløbet og omfanget.

Vi bragte på dagen et meget intenst interview med Jack Andersen, som var på vej på job, da ulykken skete. Han sad i den bageste ende af den forreste vogn. Han nåede at tænke ’nu er det slut – nu dør jeg’. Men hans held var, at han ikke sad allerforrest. Den del af toget blev skrællet helt op, fortalte han.

Vi talte dagen efter ulykken med Heidi Langberg Zumbusch, som også var med i ulykkestoget.

’I dag synes jeg næsten, det er værre. I dag er det, som om virkeligheden er gået op for os. Ikke fordi vi ikke var klar over det, da vi sad der, men når vi ser, at dødstallet er steget, så er det bare blevet mere virkeligt. I går var det mere surrealistisk', sagde hun.

Jeg bliver altid imponeret over mennesker, som har styrken til at fortælle os andre om traumatiske oplevelser. De hjælper os til at forstå.

Jeg lover, at vi aldrig holder op med at dække virkeligheden.

Det er det, vi er sat i verden for.

322 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere