Senator i Mississippi sikrer Republikanernes 53. senatsplads

Selv om der var tæt løb til sidst, vandt Cindy Hyde-Smith som ventet over demokraten Mike Espy i Mississippi

Den republikanske senator Cindy Hyde-Smith vinder den sidste senatsplads i USA's midtvejsvalg.

Således vinder Hyde-Smith den 53. republikanske senatsplads. Det sker ved anden runde af midtvejsvalget i Mississippi.

Det viser de foreløbige resultater, efter at knap 80 procent af stemmerne fra tirsdagens valg er talt op.

Det rapporterer flere amerikanske medier.

Ifølge CNN står Cindy Hyde-Smith til at få 55 procent af stemmerne mod demokraten Mike Espys 45 procent af stemmerne.

Espy var landbrugsminister under tidligere præsident Bill Clinton og før det medlem af Repræsentanternes Hus.

Cindy Hyde-Smith kunne have sikret sig pladsen i Senatet ved valget 6. november, hvis hun havde vundet med mere end 50 procent af stemmerne.

Men fordi Republikanerne ikke nåede et primærvalg inden midtvejsvalget i begyndelsen af november, var Hyde-Smith ikke den eneste republikaner på stemmesedlen. Det var Chris McDaniel også.

Men da ingen af de to republikanere eller demokraten Mike Espy fik over 50 procent af stemmerne, skulle der tirsdag holdes en anden og afgørende runde mellem Hyde-Smith og Espy.

Med sejren i Mississippi har Republikanerne 53 pladser i Senatet mod Demokraternes 47.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere