Besætningen på skibet 'The Louise Michel' sendte flere nødråb på Twitter, efter skibet blev overfyldt og måtte ligge stille.
Skibet havde samlet 219 migranter op fra Middelhavet.
Den italienske kystvagt har nu evakueret de 49 mest sårbare passagerer og en død passager fra skibet, skriver CNN.
Det skete efter gentagne nødråb fra det kriseramte skib på Twitter.
'Vi har brug for øjeblikkelig assistance', skrev The Louise Michel blandt andet.
'Dybt bekymrede'
To FN agenturer har opfordret til, at man øjeblikkeligt får passagererne fra The Louise Michel og to andre skibe, der i alt transportere over 400 migranter i Middelhavet, i land.
FN's Flygtningehøjkommissariat skriver i en pressemeddelelse, at 'de er dybt bekymrede for det stadige fravær af dedikerede EU-anførte eftersøgnings- og redningstjenester i Middelhavet'.
De fortsætter med at skrive, at 'det humanitære imperativ til at redde liv ikke burde stigmatiseres eller straffes'.
Fra The Louise Michel's twitter lød det, at de måtte ligge og vente på hjælp i over 12 timer.
Finansieret med kunst
Skibet 'The Louise Michel' er opkaldt efter en fransk anarkist ved samme navn.
Det lyserøde skib er finansieret af den mytiske kunstner Banksy, hvis identitet er skjult for verden.
Overskuddet fra et af Banksys værker brugte kunstneren til at opkøbe et fransk flådeskib, male det lyserødt og sætte det til søs i Middelhavet.
Ifølge projektets hjemmeside er målet at 'opretholde maritim lov og redde alle, der er i fare, uden fordomme'.
Kunstneren spraymalede skibet med en brandslukker og malede en pige med en redningsvest, der strækker sig ud efter et hjerteformet redningsbælte på siden.