Ser jeg tyk ud i den her kurv?

Beaglen Kale Chips havde nået en vægt og størrelse, der betød, at den måtte hentes i en trækvogn

Med en vægt på 38 kilo vejede Kale Chips mere end tre gange det, der skulle være normalvægt. (Foto: One Tail At A Time)
Med en vægt på 38 kilo vejede Kale Chips mere end tre gange det, der skulle være normalvægt. (Foto: One Tail At A Time)

Januar handler for mange om en sundere livsstil. Lidt mindre fedt på sidebenene og et vægttab.

Sådan bliver det også for en ualmindeligt overvægtig Beagle, der i sidste uge blev anmeldt til dyrevelfærdsmyndighederne i Chicago og herefter afhentet af dyrevelfærdsorganisationen One Tail At A Time i en trækvogn.

Hunden, hvis navn starter med K, men af hunderedderne har fået kælenavnet 'Kale Chips', vurderes at være mellem syv og otte år gammel. Han vejede 38 kilo. Normalvægten lyder på 10-11 kilo.

- Vi tabte kæben, da vi så tallet. Han er den mest overvægtige hund, jeg nogensinde har set. Han måtte helt bogstaveligt køres ud på en vogn, så tung var han, forklarer Heather Owen fra One Tail At A Time til Huffington Post.

Kale Chips måtte flyttes på en trækvogn. (Foto: One Tail At A Time)
Kale Chips måtte flyttes på en trækvogn. (Foto: One Tail At A Time)
 

En nærmere undersøgelse skal afgøre, hvorvidt Kale Chips lider af en sygdom, men vurderingen er umiddelbart, at der sandsynligvis er tale om overvægt på grund af forkert kost og for lidt motion.

- Vores vurdering er, at ejeren ikke var i stand til at gå tur med ham eller passe ham. Neglene var meget lange, og ejeren har tydeligvis overfodret ham.

Netop kost er en tungtvejende årsag til overvægt blandt hunde. Det forklarer Dr. Louise Murray, der er tilknyttet American Society for the Prevention of Cruelty to Animals, en velgørenhedsorganisation, der arbejder for at forhindre dyremishandling.

- En af de ting, som vi ser en del af, er hunde, der er overvægtige fordi de får snacks løbende ved siden af deres normale kost.

- Folk er simpelthen ikke klar over, at den slags løber op. En hundekiks lyder måske sund, men den indeholder ofte en masse kalorier. Det er ligesom når vi andre spiser chips direkte fra posen og ikke spekulerer over, hvor meget vi har indtaget, forklarer hun til Huffington Post.

Netop beagles er særligt sårbare.

Madglade Beagles
Ifølge National Beagle Club under American Kennel Club har de svært ved at selvregulere madindtag i forhold til aktivitetsniveau.

- Mange hunde vil kun spise den mængde mad, som de har brug for i forhold til den mængde motion, som de får. Beagles har til gengæld en tendens til at spise alt det mad, som de kan få fat i.

Og Kale Chips har tilsyneladende ikke holdt sig tilbage. Ligesom ejeren, der betegnes som en ældre person, har delt flittigt ud af godbidderne. Det sidste fik mange hundeejere til at rase mod ejeren på Facebook. Hos One Tail At A Time maner man dog til besindighed.

- Folk giver godbidder for at vise deres kærlighed.

Kale Chips har nu udsigt til smalkost og mere motion. Dog gradvist, for Kale Chips er ikke klar til en længere gåtur endnu.

Ambitionen er, at barbere 400-500 gram af vægten om ugen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere