I de sidste uger af 2022 begyndte spændingerne at ulme mellem Kosovo og Serbien.
Siden da har situationen været anspændt, men nu tyder det på, at den serbiske præsident, Aleksandr Vucic, lægger op til et kompromis. Det skriver Bild.
- Hvis valget står mellem, at vi bliver pålagt sanktioner - måske endda endnu værre sanktioner end tilbagetrækning af investeringer - eller at vi på den anden side straks accepterer alt, hvad Kosovos medlemskab af FN indebærer, så er jeg for det. kompromis, uanset hvor kontroversielt det måtte være, udtalte han på serbisk TV mandag.
Artiklen fortsætter under videoen ...
Civil forsker og Kosovoekspert Dorthe Bach Nyemann ved Forsvarsakademiet udtaler til Ekstra Bladet, at Vucic formentlig forsøger 'at lægge en føler ud'.
- På den ene måde har han jo lige været med til at barrikadere grænsen, men på den måde så siger han til både EU og USA, og ikke mindst sin egen befolkning, at hvis alternativet er at opgive EU-støtten, så å skal de måske hellere acceptere at Kosovo opfører sig som en stat, uden at Serbien direkte har anerkendt dem, fordi de er dybt afhængige af EU-midler.
- Han forsøger nok at skabe sig noget politisk handlerum, hvor han kan søge et kompromis, som eksempelvis kunne være, at man i stedet fik selvstyre i de områder, hvor serbere udgør majoriteten i Kosovo, til gengæld for at være samarbejdsvillig på andre område.
Effekt på Rusland-relation?
Rusland har i længere tid støttet Serbiens ståsted i forhold til spørgsmålet om Kosovo.
Derfor vil nogle måske mene, at dette kan opfattes som et slag mod Serbien og Ruslands tætte bånd.
Men det er langtfra første gang, at Serbien udfordrer dette, fortæller Dorthe Bach Nyemann.
- Serbien har jo sagt, at de vil sende humanitær hjælp til Ukraine, som skal beskytte deres elsystem mod angreb. Derudover var Vucic jo også ude at sige, at Wagner-gruppen ikke skulle forsøge at hverve medlemmer i Serbien, fordi det var ulovligt.
Artiklen fortsætter under billedet ...
- Men dermed får Vucic også endnu engang understreget, at Serbien er neutrale.
- Kommer det til at have nogen effekt på forholdet mellem Rusland og Serbien?
- Det er svært at sige, fordi Rusland har rigtig meget brug for Serbien, da de ligesom er deres sidste rigtige allierede på Balkan, og derfor er det vigtigt for Rusland, at de accepterer, når Serbien laver egne politiske beslutninger.
Aldrig været en realitet
- Kan man forestille sig, at Serbien har kigget Rusland over skulderen, og har vurderet, at invasionen ikke er gået som forventet, og derfor har valgt at være mere kompromissøgende?
- Nej, det vil jeg ikke mene.
- Selvfølgelig kan de kigge over til Ukraine og se, at det ikke går så godt med den kamp. Men jeg tror Vucic hele tiden har vidst, at så længe Nato var til stedet i områderne, så ville det ikke blive en realitet at få hele Kosovo igen.
Desuden mener Dorthe Bach Nyemann, at Vucic i høj grad bruger udtalelsen indenrigspolitisk.
I Serbien er store dele af befolkningen nemlig både EU-kritiske, og ønsker et endnu tættere forhold til Rusland. Derfor er det ikke populært for præsidenten, at gøre indrømmelser på spørgsmålet om Kosov.
- Men her prøver han ligesom at sige til befolkningen; 'prøv lige og hør, de der EU-sanktioner vil ramme os meget hårdt, så vi er nødt til lige at slå koldt vand i blodet.'