Sheriffen i Vollsmose: Klar til hård duel mod bande-gangsterne

Seksløberne lod Søren Pape Poulsen dog blive hjemme under besøget i Odense

Foto: Per Rasmussen
Foto: Per Rasmussen

Seksløberne, hesten og sherif-stjernen manglede.

Men skosnuderne var blankpudsede og blikket klart, da landets øverste sherif Søren Pape Poulsen torsdag midt på eftermiddagen pludselig dukkede op i Vollsmose i Odense.

- This town aint big enough for the two of us, var det klare budskab, som Pape ønskede at sende til byens bøller og bande-kriminelle.

Black Army, der længe har hærget i bydelen, hører til blandt justitsministerens yndlings-fjender.

Og nu skal de nedkæmpes og sendes langvarigt i spjældet, lød det fra Søren Pape Poulsen.

Retorikken var hård og kontant. Men der var da også plads til et smil, da Ekstra Bladets udsendte bad sheriffen om at afsløre, om han også havde seksløberne med. Det havde Søren Pape Poulsen dog ikke. (Foto: Per Rasmussen)
Retorikken var hård og kontant. Men der var da også plads til et smil, da Ekstra Bladets udsendte bad sheriffen om at afsløre, om han også havde seksløberne med. Det havde Søren Pape Poulsen dog ikke. (Foto: Per Rasmussen)
 

De skal bag tremmer
- Banderne er et stort problem for hele byen. De er nogle vældige karle på store, dyre motorcykler. Det skal vi ikke finde os i. De skal bare sendes bag tremmer, så lang tid som muligt. Når det gælder forhærdede bande-medlemmer, så tænker jeg kun på hård straf og ingen forebyggelse, lød det fra Søren Pape Poulsen.

Justitsministeren glædede sig over, at der netop er indgået et stort politisk forlig med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, om en bande-pakke, som skal straffe bandekriminalitet endnu hårdere og forebygge at der skyder rockerborge op i villa-kvarterer.

Banderne skal spredes
- Jeg og mange andre bor trygt og godt. Alle har krav på at bo trygt. Og derfor skal vi kæmpe for og hjælpe dem, som ikke gør det og som ønsker et normalt liv. I Berlin kan man forhindre, at rockere samles i byen. Det sker gennem opholdsforbud.  Sådan skal det også være i blandt andet Odense. Banderne skal spredes. Det er ikke diskrimination. Det er at stå på de uskyldige ofres side, tordnede sheriffen.

Det er det stigende antal skyderier på gader og stræder blandt banderne, som har fået sheriffen op i det røde felt.

Derfor skal skyderier i det offentlige rum straffes langt hårdere. Straffen for ulovlig våbenbesiddelse fordobles også til to år ifølge den nye bande-pakke.

Ingen så sheriffen
Det var ikke mange beboere i Vollsmose, som overhovedet opdagede, at sheriffen ankom til bydelen. Omgivet af talstærkt og uniformeret politi drog Pape hurtigt gennem butikscenteret og ind i den lokale nærpolitistation.

- Jeg vidste ikke, at det var ham. Men han er da velkommen. Det er alle andre også. Jeg er lige flyttet hertil og arbejder her som frisør. Jeg mærker intet til bandekriminaliteten, sagde 25-årige Ahmad fra Somalia.

Det var ikke mange af bydels beboere, som opdagede, at sheriffen skridtede fronten af. Men når de fik at vide, hvem den fornemme gæst var, så bød de ham pænt velkommen. (Foto: Per Rasmussen)
Det var ikke mange af bydels beboere, som opdagede, at sheriffen skridtede fronten af. Men når de fik at vide, hvem den fornemme gæst var, så bød de ham pænt velkommen. (Foto: Per Rasmussen)
 

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen sidst lagde vejen forbi Vollsmose, blev han - ganske ufrivilligt - budt velkommen af selveste Black Army bossen Mohammad Daabas.

Gangsteren sidder for øjeblikket bag tremmer og Pape måtte således undvære den tvivlsomme fornøjelse at møde rocker-kongens velkomst-kommite.

Forud for besøget i Vollsmose lagde sheriffen vejen forbi politigården i Odense, hvor han drøftede problemerne med banderne med politidirektør Kit Claudi Grøn-Iversen og Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel.

Meld det til politiet
- Jeg har behov for at høre, hvordan virkeligheden er. Nu kommer vi med en ny bandepakke, hvor vi skruer op for straffen.

Det kan blive nødvendigt med en ny pakke senere, hvor vi igen skruer op. Vi skal dette uvæsen til livs. Og jeg håber, at vi kan skabe en stemning, hvor folk melder banderne til politiet.

Folk er jo bange og bliver truet. Men når vi får anmeldelserne, så sker noget. Det så vi jo tydeligt med tatovørerne, som blev truet, fastslog Søren Pape Poulsen.