Side 9-Sasha: - Der er en revolution i gang

Der er stadig mange kampe at kæmpe, når det kommer til LGBT-personers rettigheder, mener Sasha Louise Sprange. Hun er Side 9-pige, model og realitystjerne. Og så blev hun født som dreng

Sasha Louise Sprange er stolt over sin kamp for LGBT-rettigheder. – Min sjæl er en kvinde, siger Side 9-pigen, der blev født som mand.
Sasha Louise Sprange er stolt over sin kamp for LGBT-rettigheder. – Min sjæl er en kvinde, siger Side 9-pigen, der blev født som mand.

- Jeg vil ikke have fjernet mit adamsæble, siger Sasha Louise Sprange til makeupartisten.

Hun låser øjne med sit spejlbillede og strækker halsen.

- Det er det eneste, der er tilbage, fra da jeg var en mand.

Det forstår makeupartisten godt, svarer hun og pudrer videre. De skal være klar til fotografering.

Det er ikke første gang, Sasha skal være Side 9-pige. Men i dag er anderledes, for denne gang er det i anledning af Copenhagen Pride.

Artiklen fortsætter under billedgalleriet...

Billedgalleri af Stine Tidsvilde

1 af 17 
2 af 17 
3 af 17 
4 af 17 
5 af 17 
6 af 17 
7 af 17 
8 af 17 
9 af 17 
10 af 17 
11 af 17 
12 af 17 
13 af 17 
14 af 17 
15 af 17 
16 af 17 
17 af 17 

Endelig fri
Da Sasha Louise Sprange i juni sidste år blev kåret som månedens Side 9-pige af Ekstra Bladets læsere, var der ikke nogen af dem, der vidste, at hun er transkønnet. 

To måneder senere besluttede Sasha sig for at stå frem. Men i stedet for at skulle fortælle det, hver gang hun møder nye mennesker, gik hun all in. Hun afslørede sin hemmelighed i Ekstra Bladet.

- Det var nemmere bare at komme ud til hele verden på én gang, fortæller hun.

Afsløringen satte hende fri.

- Jeg var ved at blive skør indeni ved ikke at sige det til nogen. Og da jeg stod frem, kunne jeg endelig være mig selv.  

Pride er som juleaften
- Med Pride har jeg haft noget at glæde mig til hvert år, ligesom juleaften, smiler hun med lukkede øjne, mens makeupartisten børster et tykt lag mørkebrun øjenskygge på hendes øjenlåg.

Musik smyger sig fra fotostudiet og ind i det lille, hvide lokale, der i dagens anledning er blevet til et sminkerum. Ude i studiet diskuterer fotografen og journalisterne, hvilke rekvisitter der skal bruges under fotograferingen. En af dem foreslår regnbueis.

- Ej, bliver det ikke lidt for meget? spørger den anden.

Makeupartisten finder to sæt kunstige vipper frem og holder dem op for sig. De er ikke lige lange, konstaterer hun. Foundation, concealer, øjenbryn, øjenskygge, kunstige vipper, hår og bikini. Det er meget, der skal ordnes, inden Sasha er klar til fotografering, og de er kun halvvejs.

Især før Sasha blev en kvinde udenpå, var Pride-ugen vigtig for hende. Dengang var hun en homoseksuel mand, og festivalen var et stort frirum.

- Når jeg går rundt til daglig, er der ikke nogen, der kigger mærkeligt. Men det var der, dengang jeg var en homoseksuel mand. Hvis jeg for eksempel gik hånd i hånd med en kæreste, sendte folk ubehagelige blikke eller kom med tilråb, fortæller hun. 

Pride var én uge om året, hvor hun kunne være sig selv uden at blive dømt for det.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Sasha har i mange år indtaget hormoner, som blandt andet har hjulpet hende med at få bryster. Men hun har også fået en operation. Foto: Stine Tidsvilde
Sasha har i mange år indtaget hormoner, som blandt andet har hjulpet hende med at få bryster. Men hun har også fået en operation. Foto: Stine Tidsvilde
 

'Du er ikke god nok'
Fordi Sasha både har levet som kvinde og som homoseksuel mand, har hun et helt specielt indblik i, hvilke udfordringer der er for de to grupper. Og der er stadig meget at kæmpe for, siger hun og nævner som eksempel mangel på ligeløn og det, at rigtig mange LGBT-personer ikke føler sig trygge ved at gå på gaden.

Også når det gælder mentalt helbred, er der plads til forbedring. Ifølge en undersøgelse foretaget af Statens Institut for Folkesundhed fra 2015 forsøger LGBT-personer at begå selvmord tre gange så ofte som heteroseksuelle unge på samme alder.

- Man skal hele tiden kæmpe for at få lov til at have en plads i samfundet, og til sidst bliver man træt, fortæller Sasha.

Det er en kamp, hun kender alt for godt. Som barn begyndte drillerierne allerede i de små klasser. Dengang hed Sasha ikke Sasha, men Christian. Christian var en feminin dreng, der ikke opførte sig som de andre. Drillerierne førte til grov mobning, som sommetider endte i, at Christian blev slået.

Hver dag fik Christian at vide, at han ikke var god nok. Og med kommentarerne kom de mørke tanker.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Med hjælp fra en saks blev tanktoppen kortere og kortere under fotograferingen. Foto: Stine Tidsvilde
Med hjælp fra en saks blev tanktoppen kortere og kortere under fotograferingen. Foto: Stine Tidsvilde

Når tankerne bliver for tunge
- Av! udbryder Sasha og tager sig til håret.

Makeuppen er lagt, og makeupartisten sætter extensionsclips i det askeblonde hår, så det bliver endnu længere. 

- Man må lide for skønheden, bemærker makeupartisten med et smil.

- Ej, jeg har altså lidt nok for skønheden, svarer Sasha og slår en latter op.

Som 27-årig begyndte hun at tage hormoner, og som 31-årig fik hun lavet bryster. For tre år siden kom hun under kniven og fik lavet et kønsskifte.

Det har været en lang vej. To gange har livet været så tungt, at Sasha ikke kunne bære at leve det længere. To gange har hun forsøgt at tage sit eget liv.

- Jeg havde så meget støj i mit hoved. Så mange tanker der sagde det, som jeg havde fået at vide hele livet: at jeg ikke var god nok, og at jeg burde dø, fortæller hun.

- Jeg var så trist, og jeg havde brug for at komme væk fra det hele.

Men selvmordsforsøgene mislykkedes, og i dag fortæller Sasha om sine oplevelser.

- Jeg synes, det er vigtigt at tale om selvmordstanker og om at have det dårligt, fordi det er en af de ting, vi ikke tør tale om, siger hun.

Sasha oplever også, at børn og unge kontakter hende på Instagram, fordi de selv kæmper med deres køn eller deres seksualitet. De føler ikke, at de har nogen, de tør betro sig til, så derfor betror de sig til Sasha, som gør sit bedste for at hjælpe dem.

Det betyder meget for hende, at hun kan hjælpe andre, nu hvor hun har afsløret sin hemmelighed.

- Når man hjælper sig selv, kommer man nogle gange til også at kunne hjælpe andre ved at være med til at vise, at der er en vej. Den er smal, mørk og frygtindgydende, men den er der. Man skal bare finde den, siger hun.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Under fotograferingen spurgte Sasha, om hun ikke også lige kunne få taget et nyt billede til sit kørekort. Foto: Stine Tidsvilde
Under fotograferingen spurgte Sasha, om hun ikke også lige kunne få taget et nyt billede til sit kørekort. Foto: Stine Tidsvilde
 

Vi er ikke i mål
Så nej, vi er langt fra i mål, mener Sasha. Priden vil altid være vigtig.

- Priden husker os på alt det, vi har kæmpet for og måttet gå igennem for at få rettigheder. For at få lov til at være mennesker. Hvis man glemmer at kæmpe, så bliver de rettigheder bare taget fra en igen, siger hun. 

- Jeg ville ønske, der kunne være Pride hver dag.

Men selvom kampen ikke er slut, anerkender Sasha, at der sker en masse positivt på området lige nu. Faktisk føler hun, at vi er midt i en form for revolution. En revolution, som giver folk mod til at stå frem og være sig selv.

Føler du, at du har været med til at skabe revolutionen?

- Ja. Jeg føler, at jeg er en del af den.

1... 2... 3... poser!
Iført bikini, en kortklippet hvid tanktop med et regnbuefarvet '9' fra Homoware og høje plastikstiletter valser Sasha ind foran kameraet. 

- Hold op, dine øjenvipper er lange. Pas på, du ikke blinker og flyver væk, griner den ene journalist.

Sasha poserer, hiver i bikinitrussen og snerrer til kameraet.

Klar til kamp.

Til årets Pride Parade skal Sasha deltage i en 'talk' på hovedscenen med Sara Bro og hendes veninde Ivy. Foto: Stine Tidsvilde
Til årets Pride Parade skal Sasha deltage i en 'talk' på hovedscenen med Sara Bro og hendes veninde Ivy. Foto: Stine Tidsvilde

Hjælp til selvmordstruede

Hvis du har tanker om at begå selvmord - eller frygter, at et andet menneske vil begå selvmord - så er der mange muligheder for hjælp. Livslinien er en landsdækkende frivillig organisation, hvor der tilbydes både telefon-rådgivning og rådgivning over nettet.

Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-04.

Læs mere Livsliniens hjemmeside HER.

46 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere