Sidste pilot fra legendarisk bombetogt er død

Deltog i første angreb på selve Japan i 1942, og blev 103 år gammel

Richard E. Cole ved et arrangement holdt til minde for 'Doolittle Raid' i 2015. Foto: Gary Landers
Richard E. Cole ved et arrangement holdt til minde for 'Doolittle Raid' i 2015. Foto: Gary Landers

Angrebet havde mest propaganda-mæssig værdi, men det rystede både det japanske luftforsvar, og samtidig gav det den samlede amerikanske moral et boost.

Tirsdag døde Richard E. Cole, der var den sidste nulevende pilot, som havde deltaget i det berømte 'Doolittle Raid', der blev udført af en lille gruppe amerikanske bombemaskiner i april 1942.

Angrebet skulle være USA's direkte svar på japanernes angreb på Pearl Harbour i december 1941, og satte sig siden et varigt spor i historiebøgerne.

Richard E. Cole blev 103 år gammel og har været omtalt i en række amerikanske aviser, blandt andet New York Times.

Avisen fortæller, at Coles bortgang blev meddelt af general David L. Goldfein, stabschef ved det amerikanske luftvåben, hvilket vidner om Coles status inden for luftvåbnet.

Medlemmer af Coles besætning sammen med kinesere efter angrebet. Richard E. Cole er fjerde fra venstre. Foto: AP
Medlemmer af Coles besætning sammen med kinesere efter angrebet. Richard E. Cole er fjerde fra venstre. Foto: AP

Japanernes overraskelsesangreb på Pearl Harbour om morgenen 7. december ramte USA som et chok. Samtidig indledte japanerne angreb på både Filippinerne og enkelte amerikanske øer i Stillehavet, ligesom japanerne ligeledes indledte andre angreb på engelske og hollandske kolonier i Asien.

Propaganda-angreb
På den baggrund ledte både præsident Roosevelt og amerikanske militær med lys og lygte efter en mulighed for at slå igen mod japanerne, og gengældelsen skulle gerne være spektakulær, så det gav genlyd.

Et direkte bombeangreb rettet mod de japanske hoved-øer var det det mest oplagte. Problemet var, at Japan lå uden for flyvevåbnets rækkevidde, og derfor nåede man frem til, at bombefly, der lettede fra et hangarskib, var eneste mulighed.

Det var oberstløjtnant Jimmy Doolittle, der planlagde og ledte angrebet, der siden blev kendt som 'Doolittle Raid'.

Efter en del træning samt lettere ombygning af bombeflyene af typen B-25 - flyet var ikke bygget til at flyve fra hangarskibe - blev 16 B-25 1. april læsset om bord på hangarskibet USS Hornet. Dagen efter satte hangarskibet sammen med en mindre gruppe støtteskibe kursen mod Japan.

Et af B-25 bombeflyene på dækket af USS Hornet kort før afgang. Foto: AP
Et af B-25 bombeflyene på dækket af USS Hornet kort før afgang. Foto: AP

Turen blev sejlet under stor hemmeligholdelse. Men ved 7-tiden om morgenen 18. april blev de amerikanske skibe opdaget af et lille japansk krigskib. Amerikanerne befandt sig godt 650 sømil - svarende til cirka 1200 km - fra Japan.

Det japanske skib blev sænket, men af frygt for at være blevet opdaget, valgte man at starte bombetogtet fra positionen, og de 16 modificerede fly lettede og satte kurs mod Japan.

Bombede mål i Japan
Godt seks timer senere fløj de ind over Japan, hvor man bombede mål i forskellige byer. Japanerne blev taget på sengen, og flyene mødte kun let modstand i form af antiluftskyts og enkelte jagerfly.

Efter angrebet fløj bombeflyene videre mod det asiatiske fastland, hvor man egentlig ville lande i Kina. Brændstoffet var dog ved at slippe op, så et enkelt fløj i stedet til russiske Vladivostok.

Kursen er sat mod Japan. Her letter et af bombeflyene fra dækket af hangarskibet. Foto: AP
Kursen er sat mod Japan. Her letter et af bombeflyene fra dækket af hangarskibet. Foto: AP

Efter at være fløjet ind over det kinesiske fastland nødlandede nogle af flyene, mens besætningerne sprang ud med faldskærm fra de resterende, der efterfølgende styrtede ned.

Nogle af besætningsmedlemmerne blev taget til fange af japanerne, mens andre i stedet ramte de venligtsindede kinesere.

Under bombetogtet var Richard E. Cole andenpilot på oberstløjtnant Doolittles fly.

Efter at være sprunget ud over Kina var Cole, Doolittle og resten af deres besætning heldige og stødte på kinesere frem for japanere.

Derefter blev de returneret til de amerikanske styrker, hvor de fortsatte deres tjeneste i USA's luftvåben.

21 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere