Sidste præsident i Sydafrikas apartheidstyre er død - 85 år

Frederik Willem de Klerk var præsident i Sydafrika fra 1989 til 1994 og stod bag løsladelse af Nelson Mandela

Frederik Willem de Klerk løslod i 1990 Nelson Mandela og gik senere i en samlingsregering med Mandelas parti (Arkivfoto). Foto: Steeve Jordan/Ritzau Scanpix
Frederik Willem de Klerk løslod i 1990 Nelson Mandela og gik senere i en samlingsregering med Mandelas parti (Arkivfoto). Foto: Steeve Jordan/Ritzau Scanpix
Følg Samfund

Frederik Willem de Klerk, der var den sidste præsident i apartheidstyret i Sydafrika og landets seneste hvide præsident, er død - 85 år.

Det fremgår af en udtalelse fra hans fond.

Han døde torsdag i sit hjem i den velstående Cape Town-bydel Fresnaye.

- Tidligere præsident F.W. de Klerk sov stille ind i sit hjem i Fresnaye tidligt denne morgen efter sin kamp mod lungehindekræft, lyder det.

Han var præsident i Sydafrika fra 1989 til 1994.

De Klerk modtog i 1993 sammen med frihedskæmperen Nelson Mandela Nobels fredspris for deres fælles arbejde med at ophæve apartheidstyret.

Det var også de Klerk, der løslod Mandela efter mange års fængsling.

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, hylder torsdag mindet om Sydafrikas sidste hvide præsident, F.W. de Klerk, som han priser for at have spillet en central rolle i afskaffelsen af apartheid.

- Jeg er bedrøvet over F.W. de Klerks død. Han var en leder, som forandrede historiens gang ved at løslade Nelson Mandela og arbejde sammen med ham om at få afsluttet apartheid og bragt demokrati til Sydafrika, siger Johnson i en erklæring.

- De Klerk vil blive husket for sit urokkelige mod og realisme i at udføre det, som var så klart rigtigt og som gjorde Sydafrika til et bedre land, hedder det videre.

Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, siger, at han og landets regering sørger over de Klerks død.

- Han spillede en central rolle for indførelsen af demokrati i landet, siger Ramaphosa.

At det netop var de Klerk, der begravede apartheid, lå dog ikke nødvendigvis i kortene. Han stod nemlig i spidsen for Nationalpartiet.

Partiet værnede om apartheidstyret - et system, der gjorde sorte sydafrikanere til andenrangsborgere i deres eget land.

De Klerks far var også politiker i Nationalpartiet, der opfandt apartheid, som blev indført i Sydafrika i 1940'erne.

F.W. de Klerk blev præsident ved lidt af et tilfælde, da hans forgænger, den benhårde nationalist Pieter Willem Botha, døde i 1989.

De Klerk var også kendt som kompromisløs, men det skulle ændre sig. I 1990 løslod han således Nelson Mandela efter 27 års fængsel.

Fire år senere vandt partiet ANC, Den Afrikanske Nationalkongres, en jordskredssejr med Nelson Mandela i spidsen.

Det var det første valg, hvor landets sorte befolkning kunne stemme.

ANC indgik efterfølgende en samlingsregering med Nationalpartiet, og de Klerk blev i en periode Mandelas højre hånd.

Nelson Mandela var præsident frem til 1999, hvor Thabo Mbeki overtog roret. Mandela døde i december 2013 efter lang tids sygdom.

I 1996 gik de Klerk på pension som politiker. Hans fond, FW de Klerk Foundation, arbejder i dag for at fremme demokrati i Sydafrika.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Hvordan synes Mette Frederiksen selv, det går?