Sidste skoledag: I morgen bliver han smidt ud af landet

Tefik Dulaj og hans familie fik for en uge siden at vide, at de skulle udsendes af Danmark. I dag er hans sidste dag i skole. Hans klasse kæmper for, at han skal blive

Se Tefik Dulaj fortælle mere her

Siden fredag har Tefik Dulaj vidst, at han kun havde få dage tilbage i Danmark. I dag er det så hans sidste dag i skole, men det vil hans skoleklasse ikke finde sig i. De har sat alt ind for, at Tefik og hans familie kan blive i skolen og i Danmark.

Pernille Spaanhede er forælder til en af de piger, som går i klasse med Tefik. Hun studerer jura og er gået ind i kampen for at få Tefik til at blive i Danmark.

- Tefik er så velintegreret, og han er vellidt i klassen.

- Han er rigtig dygtig til fysik, han spiller fodbold og går med aviser som alle almindelige danske drenge, siger hun til Ekstra Bladet.

Hun fortæller ligeledes, hvordan klassen var meget påvirket af, at Tefik i fredags kom i skole og måtte fortælle, at han skulle forlade landet.

- Min datter var meget ked af det. Hun var påvirket af det hele weekenden, siger Pernille Spaanhede.

Men så besluttede datteren og en veninde sig for, at de ville gøre noget ved det.

- Min datter og hendes veninde begyndte at opfordre til, at klassen droppede undervisningen tirsdag og i stedet lavede en demonstration for at vise deres utilfredshed med Tefiks situation, siger hun.

Det resulterede i, at de store klasser på Isefjordskolen, hvor Tefik går, til at demonstrere på skolen tirsdag og efterfølgende gå ned igennem Holbæks gader.

- Det har virkelig rørt os forældre at se, hvordan børnene dukkede op med en masse hjertevarme, skilte og bannere, siger forælder Pernille Spaanhede.

Tefik har sidste dag i skolen i dag inden han skal rejse hjem i morgen.

- Klassen har spurgt, hvad Tefik allerhelst ville lave på sin sidste dag i skole. Og der svarede han: 'Jeg vil bare gerne have fysik'. Det er hans yndlingsfag, siger hun.

Det handler sagen om

Forælder Pernille Spaanhede læser også til jura og har i den forbindelse sat sig ind i Tefiks sag. Hun fortæller kort, hvordan forløbet har været for Tefik og hans forældre.

- Tefik kommer til Danmark, da han er 11 fra Kosovo med sin familie. Her søgte de om asyl, da de havde oplevet en række frygtelige ting hjemme i Kosovo, siger hun.

Tefik og hans familie fik afslag på asyl, men fik til gengæld humanitært ophold. I 2014 fik familien afslag på, at det humanitære ophold kunne blive forlænget. De har efterfølgende søgt om opholdstilladelse af andre grunde, men fik afslag fra udlændingestyrelsen. Det har de klaget over til udlændingenævnet, men fik i fredags endeligt afslag. Derfor skal Tefik og familien rejse ud af landet torsdag. Det er begrundet med, at situationen i Kosovo ikke længere er truende for familien.

Tefik Dulajs familie har forsøgt at argumentere for, at de er nødt til at blive i Danmark, da Tefik Dulajs mor er psykisk syg og har brug for medicin. Det argument mener udlændingenævnet ikke, at man kan bruge, da man kan importere medicinen til Kosovo.

De har ligeledes forsøgt at holde fast i at man skal tage hensyn til Tefiks tarv, da han har boet i Danmark over en længere årrække. Men her henviser udlændingenævnet til, at barnet skal have været her i seks til syv år i sammenhæng.

Ekstra Bladet har taget kontakt til Udlændingenævnet for at høre deres version, de kan ikke udtale sig om den konkrete sag, men forklarer i generelle vendinger, at man i ansøgninger om 'opholdstilladelse af andre årsager', i første omgang tager stilling til sagen i Udlændingestyrelsen.

- Hvis man har fået en afgørelse her, som man vil klage over, så ryger den over til Udlændingenævnet, forklarer sekretariatschef Michael Lohmann Kjærgaard.

- Generelt i sådan nogle sager gælder det, at man vurderer, om der er grundlag for at give opholdstilladelse, siger han.

Opholdstilladelsen gives, hvis man mener at der er forhold i hjemlandet der gør, at man ikke kan rejse hjem.

361 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere