Sikkerhedsfolk i USA's lufthavne bliver væk fra jobbet

Sikkerhedsansatte i USA's lufthavne, som er blandt de lavest lønnede, melder sig syge under nedlukningen

TSA står for sikkerheden i de amerikanske lufthavne. Foto: Joshua Roberts/Ritzau Scanpix
TSA står for sikkerheden i de amerikanske lufthavne. Foto: Joshua Roberts/Ritzau Scanpix

Fraværet blandt de sikkerhedsansatte i USA's lufthavne er steget under den delvise nedlukning af regeringsapparatet.

Søndag blev 7,7 procent af de sikkerhedsansatte væk fra arbejdet, oplyser Transportation Security Administration (TSA), der står for sikkerheden i lufthavnene. Det svarer til hver 13. medarbejder.

Lørdag var tallet 5,6 procent, svarende til omkring hver 18. medarbejder.

For et år siden, da USA oplevede en lignende nedlukning, var fraværsprocenten 3,2 procent. Det er det halve af, hvad den var søndag.

TSA skriver i en meddelelse søndag, at sikkerheden ikke er svækket i landets lufthavne på trods af det øgede fravær blandt personalet.

De sikkerhedsansatte, der screener passagererne og deres bagage, er blandt de lavest lønnede af USA's offentligt ansatte.

De har ikke fået løn som planlagt under den delvise nedlukning, der nu er på sit 23. døgn og dermed er den længste nogensinde.

De vil få deres løn, når der bliver fundet en løsning på nedlukningen og statsapparatet igen kører på fuldt blus.

Men mange offentligt ansatte beretter, at de har svært ved at betale deres regninger, så længe udbetalingerne er fastfrosset.

Nedlukningen rammer omkring 800.000 offentligt ansatte i USA.

I Miamis internationale lufthavn oplyser ledelsen, at den mandag har tænkt sig at genåbne en terminal, som blev lukket ned i løbet af weekenden.

Det skyldtes, at der ikke var tilstrækkeligt med personale til at bemande sikkerhedssluserne.

Nedlukningen skyldes, at Demokraterne og Republikanerne i Kongressen ikke kan blive enige om en finanslov for 2019.

Præsident Donald Trump har krævet, at budgettet indeholder 5,7 milliarder dollar i finansiering til en omstridt grænsemur.

Søndag siger den republikanske senator Lindsey Graham, der anses for at være tæt på Trump, at præsidenten ikke har tænkt sig at give sig.

Graham siger ifølge nyhedsbureauet AP, at han har forsøgt at overtale Trump til at genåbne statsapparatet i en periode og forsøge at få en aftale på plads med Demokraterne i den periode.

Men Trump vil have et finanslovsforslag på plads først.

Den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, fastholder, at Trump skal afslutte nedlukningen, inden de kan forhandle.

77 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere