'Sindssyg' lovændring har lukket tre af Karams restauranter

Karam Ayad er hårdt ramt af en lovændring, som har ført til, at han har måttet lukke tre af sine restauranter

Karam Ayad er direktør for kæden SushiMania og har problemer med at få lov at ansætte udenlandske kokke

Karam Ayad er direktør for kæden SushiMania og har problemer med at få lov at ansætte udenlandske kokke
Følg Samfund

Står du og din arbejdsplads i en lignende situation? Kontakt journalisterne her.

- Vi er ved at miste det hele.

Sådan lyder det fra en tydeligt berørt Karam Ayad, da Ekstra Bladet møder ham på en af hans sushirestauranter i Risskov.

Karam Ayad er direktør for kæden SushiMania og er en af de mange restauratører, der oplever store problemer med en nyere lovændring, som gør det praktisk talt umuligt at ansætte udenlandske kokke på beløbsordningen.

For SushiMania har det betydet, at kæden har måttet lukke seks af deres restauranter, heraf tre, som Karam Ayad ejer. Ifølge ham ikke på grund af manglende omsætning, men på grund af manglende personale.

- Jeg lukker kun forretninger, fordi jeg ikke kan få tilladelser til mine kokke længere. Vi havde 28 butikker 1. januar, og i dag er der 22 butikker tilbage, lyder det fra Karam Ayad.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Karam Ayad har måttet lukke tre af sine restauranter. Foto: Ernst van Norde
Karam Ayad har måttet lukke tre af sine restauranter. Foto: Ernst van Norde

Løn-paradoks
Et af kravene for at søge efter beløbsordningen er, at arbejdsgiveren betaler den ansatte en løn på 37.100 kroner om måneden.

Problemet er bare, at SIRI (Styrelsen for International Rekruttering og Integration) samtidig vurderer denne løn til at være for høj for en sushikok sammenholdt med restaurantens prisniveau, og at de på den baggrund vurderer, at 'ansættelsesforholdet ikke er reelt'.

Siden september sidste år har Karam Ayad fået afslag på ni kokke, hvor det var årsagen. Lovændringen betyder, at SIRI ikke behøver andet end en vurdering af prisen sammenholdt med lønnen for at kunne afvise en kok.

Karam Ayad mener, at det er udtryk for manglende viden hos myndighederne, når de vurderer en løn på 37.100 kroner om måneden som 'urealistisk høj' i forhold til hans restauranters prisniveau.

- Jeg forstår slet ikke, at de skal blande sig i mine priser. Det er netop vores lave priser og koncept, der gør, at vi har lavet overskud fra dag ét og har en god forretning.

- Desuden er gode sushikokke ekstremt eftertragtede, så det er slet ikke en urealistisk løn, siger Karam Ayad.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Karam Ayad er meget berørt af situationen, som han beskriver som 'sindssyg'. Foto: Ernst van Norde
Karam Ayad er meget berørt af situationen, som han beskriver som 'sindssyg'. Foto: Ernst van Norde

50.000 kroner gav nul ansøgninger
Ifølge Karam Ayad er kæden dybt afhængig af at kunne rekruttere personale fra udlandet.

Han fortæller, at han har gjort alt for at skaffe arbejdskraft inden for landets grænser. Men det er umuligt, fordi mange danske kokke generelt hverken har de rette kompetencer eller ønsker at arbejde med sushi, som tager mange år at lære at tilberede.

Selv når han tilbyder en endnu højere løn og en uddannelse i at lave sushi, har det ingen interesse blandt danske kokke.

- Tro mig, jeg har prøvet alt. Jeg er jo ikke idiot, og jeg stod ikke her, hvis ikke jeg havde prøvet alt.

- På et tidspunkt lavede jeg et opslag, hvor jeg tilbød en løn på 50.000 kroner om måneden til en kok, hvis bare kokken ville modtage uddannelse og oplæring i at lave sushi. Der kom nul ansøgninger, fortæller Karam Ayad.

96 procent bliver afvist
At Karam Ayad har svært ved at få godkendelser til sine kokke, bakkes op af tal fra SIRI, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.

De viser, at kun ni medarbejdere inden for hotel- og restaurantbranchen i 2021 har fået godkendt deres ansøgning om en arbejds- og opholdstilladelse i Danmark efter beløbsordningen.

211 har fået afslag siden lovændringen, hvilket er en markant stigning, der giver en afslagsprocent på 96.

- Det er simpelthen så sindssygt. Men det overrasker mig nærmest positivt, at det ikke er 100 procent, der er blevet afvist, for det troede jeg.

- Det er et kæmpe problem, som skaber stor utryghed for både virksomheder og kokke. De er ved at lukke en hel branche fuldstændig, siger Karam Ayad.

Tesfaye og SIRI: Vi overvejer at ændre praksis

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) afviser at stille op til et interview om beløbsordningen.

I et skriftligt svar erkender ministeren, at Udlændingenævnet har omgjort flere af SIRI's afgørelser, og at det har givet anledning til at 'overveje, om praksis skal justeres' på området.

'Der verserer fortsat en række klagesager ved det uafhængige Udlændingenævn om netop denne nye regel om afslag på baggrund af formodning om, at ansættelsesforholdet ikke er reelt. Her sidder der en dommer for bordenden, og det bliver i sidste ende dem, der skal vurdere, hvordan loven skal fortolkes i praksis. Jeg ved, at de første par sager i Udlændingenævnet allerede er afgjort, og at nævnets afgørelser har givet SIRI anledning til at overveje, om praksis skal justeres,' skriver Mattias Tesfaye.

Ministeren foreslår desuden, at restauranterne i stedet for beløbsordningen forsøger sig med positivlisten, hvor der er mulighed for at rekruttere arbejdskraft udenfor Danmarks grænser inden for brancher med mangel på arbejdskraft.

Men tal fra SIRI, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i, viser, at der på denne ordning heller ikke er mange kokke, der slipper igennem nåleøjet.

Således har kun fem kokke fået tilladelse på denne ordning i 2021. Det har ikke været muligt at få oplyst, hvor mange, der har fået afslag.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) foreslår, at restauranterne i stedet for beløbsordningen forsøger sig med positivlisten. Men også her bliver få godkendt. Foto: Jens Dresling
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) foreslår, at restauranterne i stedet for beløbsordningen forsøger sig med positivlisten. Men også her bliver få godkendt. Foto: Jens Dresling
 

Mangel på arbejdskraft indgår ikke i vurdering
Også SIRI oplyser, at de overvejer at justere praksis på området. Det sker i et mailsvar til Ekstra Bladet, som du kan læse uddrag af her:

'I forhold til dit spørgsmål vedrørende lønkrav kan det hertil oplyses, at hvis lønnen ligger 'over beløbsgrænsen i beløbsordningen, med mere end 20 pct. over medianlønnen for den pågældende stillingskategori, vil formodningen som udgangspunktet være, at ansættelsesforholdet ikke anses for reelt, medmindre eksempelvis udlændingens individuelle kvalifikationer åbenbart kan begrunde lønniveauet…' jf. bemærkningerne til lov nr. 2195 af 29. december 2020.

Der er ikke i lovbemærkningerne lagt op til, at mangel på arbejdskraft eller vanskeligheder ved her i landet at skaffe den netop efterspurgte arbejdskraft kan indgå som et kriterium i vurderingen af, om ansættelsen er reel.

(...)

Vi har siden loven trådte i kraft etableret en praksis på baggrund af vores fortolkning af lovens ordlyd, samt forarbejderne til bestemmelsen. Styrelsen har for nylig offentliggjort et praksisnotat på styrelsens hjemmeside, der kan findes her.

Såfremt en ansøger er uenig i en afgørelse truffet af os, er det altid en mulighed, at vores afgørelse kan påklages til Udlændingenævnet, som er et uafhængigt domstolslignende organ.

Dette har nogle ansøgere, der har fået afslag på opholdstilladelse efter beløbsordningen, allerede gjort, og vi har for nylig modtaget nogle afgørelser fra Udlændingenævnet, der giver anledning til, at SIRI er ved at vurdere, om praksis på området skal justeres.'

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

De står tilbage og ligner idioter