Sindssygt sund familie: - Kun 10 stykker slik om fredagen

I et nyt program på TV2 viser en dansk familie, hvordan de har valgt at leve et sundt liv

Familien viser, at der er mange måder at være sunde på. En af dem er, at man ikke skal bruge al sin tid på en skærm. Foto: Privat
Familien viser, at der er mange måder at være sunde på. En af dem er, at man ikke skal bruge al sin tid på en skærm. Foto: Privat

Familien Storm og Collins i Hellerup er ikke i tvivl om, hvordan de skal leve sundt.

Det kræver aktivering, ordentlig mad, mindre sukker og lidt til ingen skærmtid.

Det fortæller de om i programmet: 'Min sindssygt sunde familie', der sendes på TV2.

Her stiller familien, der består af far Jacob Storm, mor Judy Collins og deres fire sammenbragte børn, op og viser danskerne, hvordan deres livsstil hjælper dem til at leve et godt og sundt liv.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Familien har altid været tæt, men efter at have mindsket forbruget af skærme, tilbringer de mere kvalitetstid sammen. Foto: Privat
Familien har altid været tæt, men efter at have mindsket forbruget af skærme, tilbringer de mere kvalitetstid sammen. Foto: Privat

Ingen bliver væk virtuelt
Hos familien er det nemlig sådan, at der er klare regler, der gælder for hele familien.

Hver søndag smides telefoner og tablets i familiens køkkenskuffe, og der bliver de.

På den måde forsøger de to forældre at skabe familietid, der ikke involverer at alle sidder begravet i hver deres virtuelle verden.

Det fortæller Jacob Storm til Ekstra Bladet.

- Vi kunne godt se, at den ene time tit tog den anden på de skærme, og det blev vi opmærksomme på. Børnene kan ikke selv styre det, ligesom mange voksne ikke kan, men vi har valgt at tage den beslutning for dem.

Derfor har de i familien indført 'skærmfri-søndag', og børnene må kun bruge deres telefoner og tablets én time om dagen i hverdagene.

- Man ser, at det er blevet en løsning for nogle forældre, at de bare giver en to-årig en iPad og så er barnet stille og forældrene kan igen begrave sig i deres egne telefoner, og så behøver man ikke forholde sig til noget.

Artiklen fortsætter under billedet...

Børnene har ifølge forældrene fundet hinanden endnu mere i leg efter at skærmene er kommet ud af billedet. Foto: Privat
Børnene har ifølge forældrene fundet hinanden endnu mere i leg efter at skærmene er kommet ud af billedet. Foto: Privat

App kontrollerer skærmtid
På børnenes skærme er der derfor installeret app'en 'skærmtid', der kan låse ned for apps efter det tidsrum, man som forældre har valgt.

Hvorfor har I valgt at gøre det?

- Det er jo for at vise børnene, at man sagtens kan lave andet end at være på en skærm.

Men hvorfor så ikke bare droppe skærmene helt?

- Man kan ikke droppe det helt. Så ville du også få nogle 'outcast'-børn, man skal også bruge det som et værktøj. Hele deres liv er jo på de sociale medier.

Jacob Storm fortæller, at børnene har fundet på andre aktiviteter, fordi skærmene ikke er tilgængelige.

- De finder på masser af ting, så leger de, eller de spiller spil og går ture. I lørdags syntes de en vandkamp var en god idé. Det ville de ikke gøre, hvis de havde valget. Derfor får de heller ikke valget.

De voksne bestemmer
Til spørgsmålet om, hvordan de har fået børnene med på, at der ikke skal være skærme omkring børnene hele tiden, er svaret da også klart.

- Hvem er det, der bestemmer? Det er de voksne, og det er os, der skal tage det ansvar. Det jeg kan sige, det er, du spørger på den måde, som om børn har et valg, det har de ikke. Hvis vi vedtager noget, er der ikke en 10-årig, der skal ind og bestemme, siger han.

Judy Collins supplerer med, at det ikke er 'kontrol for kontrollens skyld', men at det handler om at placere ansvaret hos dem selv som forældre og hjælpe børnene på vej.

-  At kunne bruge sin fantasi, at øve sine sociale kompetencer i samvær med andre, men også det at kede sig, er bare også en del af livet, som er vigtigt at lære, og det sker som oftest bare væk fra skærmen. Sundhed handler nemlig ikke kun om den fysiske del, men også den mentale, forklarer hun.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Hos familien i Hellerup er det 100 procent de voksne, der bestemmer. Foto: Privat
Hos familien i Hellerup er det 100 procent de voksne, der bestemmer. Foto: Privat

Andre kan sagtens være med
Han vil derfor også anbefale metoden til andre familier.

- Ja, det vil jeg bestemt. Især hvis man kan se, at børnene ikke kan styre det. Det ville da være fantastisk, hvis de selv var opmærksomme på, at de udvikler noget der minder om en afhængighed, men det er de ikke. Derfor må vi styre det. I hvert fald til frontallapperne er helt færdigtudviklede.

Men mindre skærmtid er ikke den eneste måde, forældrene holder familien sund.

- Vi både træner og spiser på en bestemt måde. Vi er gode til at strukturere vores hverdag med sengetider og faste rutiner. Det gør det nemmere for børnenes indre ur.

Artiklen fortsætter under billedet...

Selvom familien spiser sundt, giver de også plads til, at børnene kan spise, hvad de vil, når de er ude med klassen. Foto: Privat
Selvom familien spiser sundt, giver de også plads til, at børnene kan spise, hvad de vil, når de er ude med klassen. Foto: Privat

Sunde måltider er vejen frem
Han fortæller, at de i familien spiser, hvad de vil, men så spiser de bare ikke så meget af det.

- Det er jo ikke fordi, at hvis børnene er til fødselsdag, så må de ikke spise slik eller drikke sodavand. Men hjemme ved os får de kun ti stykker slik om fredagen. Ligesom vi holder øje med sukkerindtag.

Familien gør meget ud af at spise næringsrigt mad, hvor det ofte er grøntsager og kød, der er hovedingredienserne.

Al den sunde mad gør det ifølge forældrene nemmere for børnene at have energi til at leve en aktiv livsstil.

- Hvis de har brugt meget energi, skal de også spise meget, sådan er det.

Familiens sunde kost er tilpasset efter, hvad de hver især har brug for. Foto: Privat
Familiens sunde kost er tilpasset efter, hvad de hver især har brug for. Foto: Privat
 

Judy Collins håber, at livsstilen kan inspirere, men slår fast, at man jo kun skal gøre det, hvis det føles rigtigt for en som familie.

- Vi deltog i programmet for at vise, hvordan man kan gøre, ikke hvordan man skal gøre. Man skal vælge det, der passer til en og en metode, der er mulig. Det vi gør, fungerer rigtig godt for os som familie, og hvis man kan bruge noget fra det, er man mere end velkommen.

95 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere