Fredag strandede en 4,5 meter lang næbhval ud for kysten ved Voerså i Vendsyssel.
Et par fiskere forsøgte forgæves at skubbe den tilbage i vandet, men næbhvalen insisterede på at svømme tilbage til det lave vand, hvor den døde lørdag eftermiddag.
Oprindeligt var det planen, at Naturstyrelsen skulle stå for bjergningen mandag, men to lokale kom dem i forkøbet og trak selv hvalen ind søndag middag.
Hentet af lokale
- Vandet stod højt, så vi ringede og spurgte om vi kunne få lov til at bjerge hvalen. Det var de ikke så glade for først, men vi gjorde det alligevel, og de endte med at virke ganske tilfredse med det.
Det siger Bjarne Mechlenburg, der sammen med kammeraten Ejvind Pedersen fik hvalen i havn i Voerså, til Ekstra Bladet.
- Vi er gamle pensionister, så vi har bare ventet på, der skulle sket noget. Vi har sejlet, siden vi var børn og kender området som vores egen bukselomme, så sværere var det ikke.
Afkræftet
- Vi kender ikke dødsårsagen endnu, men det kan godt tænkes, at den har fejlet noget, siger Ivar Høst, der er vildtkonsulent hos Naturstyrelsen.
Hvalen hører på ingen måde hjemme i Kattegat, men i Atlanterhavet, hvor den kan dykke dybt.
- Der er endnu meget, vi ikke ved om hvaler, så det kan være, den har været for afkræftet til at holde sig oppe, eller dens sonarsystem ikke har fungeret korrekt, lyder det fra vildtkonsulenten.
Håbede på det bedste
Det er ikke længe siden, at en spækhugger strandede i Limfjorden.
Længe efter eksperterne havde afskrevet alt håb, fik hvalen på mirakuløs vis samlet kræfter til at svømme tilbage i havet.
- Sådan gik det desværre ikke denne gang, men vi må acceptere, at naturen går sin gang, siger Ivar Høst.