Sjældent himmelfænomen i nat: Månen bliver stor og blodrød

I nat kan du opleve to helt spektakulære fænomener på himlen. Hvis du misser det, skal du vente i 15 år

NASA: Sådan opstår supermånen

Natten til mandag den 28. september sker noget på himlen, hvis lige sidst fandt sted helt tilbage i 1982. Og som først bliver muligt at bevidne igen i 2033. Nemlig sammenfaldet af en blodmåne og en supermåne på én og samme nat.

Supermåne er den populære betegnelse for månen, når den er fuld samtidig med, at den er i sin nærmeste afstand til jorden. Det får månen til at se 14 procent større ud end normalt. En del af det er dog ren illusion, for faktisk er månen kun omkring otte procent tættere på.

Samme nat får vi også en total måneformørkelse, fordi månen bevæger sig ind i jordens skygge. Fænomenet kaldes for ’blodmåne’, fordi månen bliver rød, når jorden kaster skygge på månen, og solens røde lys i de timer, det varer, bliver filtreret gennem jordens atmosfære.

Se også: Vild septemberhimmel: Denne dag får vi både supermåne og blodmåne

Astrofysiker fra Danmarks Tekniske Universitet, Michael Linden-Vørnle, forklarer synet således:

- Stod man på månen og så ned mod jorden på det tidspunkt, ville man se jorden med en rød ring rundt om. Det er på en måde som at se alle solopgange og alle solnedgange på én og samme tid.

En total måneformørkelse fungerer som vist her i grafikken og kaldes også blodmåne. Mandag falder blodmånen sammen med supermåne (Grafik: Mikkel Lund)
En total måneformørkelse fungerer som vist her i grafikken og kaldes også blodmåne. Mandag falder blodmånen sammen med supermåne (Grafik: Mikkel Lund)
 

Hver især er de to himmelfænomener relativt sjældne. Det vurderes, at omkring hver 14. fuldmåne er en supermåne. Derfor går der lidt over et år mellem dem.

15. april 2014 opstod den første i en række af fire blodmåner i 2014 og 2015. Om man kan se dem, afhænger dog af, hvor på jorden, man befinder sig. Og eftersom månen er stået op i Europa på det tidspunkt, hvor den i nat falder ind i solens skygge, bliver den altså synlig for os denne gang.

- For at kunne se formørkelsen, skal du selvfølgelig kunne se månen. Solen er lige ved at gå ned over os, når det sker, men vi kan lige nå at se den. Faktisk ville det helt optimale være at befinde sig på den amerikanske østkyst, siger Michael Linden-Vørnle.

Men kombinationen af supermåne og blodmåne er det, der i høj grad gør det værd at overveje at holde sig vågen natten til mandag. Ifølge NASA er kombinationen af supermåne og måneformørkelse kun sket fem gange i løbet af de seneste 100 år – senest i 1982. Næste gang, de to fænomener falder sammen, er i 2033.

Præcis hvor rød, månen bliver i nat, afhænger meget af jordens atmosfære. Hvis der for eksempel lige har været et vulkanudbrud, kan den blive helt blodrød, mens den andre gange får en mere lyserød nuance. Der findes måleudstyr, der kan simulere måneformørkelser og finde frem til, hvor rød månen bliver, men der er ifølge Michael Linden-Vørnle endnu ikke blevet foretaget beregninger på nattens formørkelse.

Måneformørkelsen begynder allerede klokken 02.11 i nat, men hvis du skal stå op for det, er månen totalt formørket klokken 04.11. Klokken halv fem om morgenen vil man kunne begynde at se de røde farver.

Skal du se 'superblodmånen' i nat, så vil Ekstra Bladet meget gerne se dine billeder og videoer. Send til 1224@eb.dk eller sms 1224 (almindelig sms-takst), så vi kan vise dine himmelbilleder frem.

38 kommentarer
Vis kommentarer