Mange myter fortæller, at man kan finde en potte guld for enden af en regnbue.
I aften er der mulighed for at finde to potter guld, da der nemlig er observeret en dobbelt regnbue på himlen i København.
Og det er bestemt ikke et normalt fænomen, fortæller vagthavende meteorolog Dan Nilson, til Ekstra Bladet.
- Det sker en gang i mellem, men det sker ikke tit. Det vi oftest ser efter sådan en regnbyge som i aften er en enkelt og klar regnbue. Men to sker ikke ofte, siger han.
Han forklarer, at den sekundære regnbue opstår, når der en sekundær spejling inde i regndråben.
- Det kan faktisk godt forekomme en tredje spejling, men det er meget unormalt, at vi ser dette, siger Dan Nilson.
Der er dog forskelle på de to regnbuer, de er nemlig spejlvendt.
En regnbue opstår, når vanddråberne i den nederste del af atmosfæren opfører sig som små spejle, der reflekterer det lys, der rammer dem.
- De er dog kun fremme i korte perioder. Vi har været heldige her til aften, fordi solen er på vej ned, og bygerne er aftagende. Vi kan ikke forvente flere regnbuer i aften, for det kommer til at være tørt hele aftenen og resten af natten, siger Dan Nilson.