Sjældne arter får mere plads i nyt naturområde i Nordjylland

Et udvidet naturområde i Nordjylland skal sikre plads til sjældne arter og bedre adgangsforhold for danskerne

Sjældne arter, der er tilknyttet naturtyper som overdrev, enge og egeskov, kan se frem til mere plads i Nordjylland.

Det gælder blandt andet den sjældne og fredede orkidé fruesko, der ifølge Miljø- og Fødevareministeriet er Europas mest imponerende orkidé.

Naturstyrelsen har således opkøbt et større naturområde på 168 hektar ved Lindenborg Ådal i Nordjylland.

Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Det nyopkøbte område ligger i sammenhæng med naturområdet Skindbjerglund, som staten allerede ejer. Dermed er der etableret et større sammenhængende naturområde.

Opkøbet sker som en del af de naturindsatser, regeringen og Dansk Folkeparti lancerede før påske.

Indsatsen skal både sikre mere plads til sjældne dyre- og plantearter. Derudover skal den give danskerne bedre adgangsforhold til området.

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen er glad for opkøbet:

- Naturen har brug for mere plads, og derfor er jeg rigtig glad for, at vi får skabt et større, sammenhængende område, hvor naturen kan få lov at udvikle sig til gavn for sjældne dyr og planter, siger han i pressemeddelelsen.

- Med købet bygger vi videre på de store naturværdier i de tilstødende statslige naturområder, hvor regeringen og Dansk Folkeparti allerede har besluttet at udlægge urørt skov.

Naturstyrelsen vil nu udarbejde en plan for, hvordan området skal forvaltes og udvikles.

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere