Sjældne delfiner spottet i Danmark - se dem her

Delfiner hører langt fra kun hjemme i de eksotiske farvande. I klippet nedenfor kan du se to delfiner, der for nylig blev spottet ved Sydfyn

Se de sjældne delfiner her. (Seervideo)

Fra tid til anden får de danske farvande besøg af ellers sjældne gæster, og for nylig fik to fynboer en sejltur ud over det sædvanlige, da de fik følgeskab af to delfiner. 

At svømme med de spidsnæsede pattedyr forbinder mange med varmere himmelstrøg, men delfinerne indtager fra tid til anden de danske farvande.

Se også: Delfiner blindet af klorin i hotelpool

Videoen ovenfor er optaget ved Svendborgsund mellem Tåsinge og Fyn tidligere på måneden, og ifølge hvalekspert og redaktør på hvaler.dk, Carl Christian Kinze, er der ingen tvivl om, hvad den viser:

- Det er jo to delfiner, der svømmer der, siger han.

Og ifølge eksperten er det ikke bare hvilke som helst delfiner.

- De er af den art, der hedder øresvin, og de er faktisk sjældne i Danmark. Sidst vi kunne dokumentere dem i de danske farvande var i 1998, så det er jo en del år siden, siger Carl Kinze.

Samme delfinart blev ifølge Carl Kinze for nylig spottet nær Lithauen, og faktisk er delfiner slet ikke så sjældne gæster oppe nordpå og nær de danske kyster.

- Gennem årene er der dokumenteret ti forskellige arter forskellige steder i Danmark, siger Carl Kinze.

Ifølge ham har vi netop været igennem en såkaldt 'delfinperiode'.

- Jamen de kan faktisk komme herop hele året, men der er størst chance for at se dem om sommeren, siger han.

Se delfinerne
Hvis du vil gøre dig forhåbninger om at se en delfin i Danmark, er der steder, hvor der er større chance for jackpot.

- Der er størst chance for at se dem, når vandet er fladt og snævert. Lillebælt kunne for eksempel være et godt bud, siger Carl Kinze.

Det er svært at spå om, hvorvidt delfiner hyppigere vil besøge Danmark for fremtiden, men Carl Christian Kinze har et råd til folk på vandene:

- Det kan være svært at sige noget om bestanden, så det er jo dejligt, hvis folk lige kan filme delfinerne, når de får øje på dem derude.

I maj måned blev en hvidnæset delfin filmet ved Skagens Gren. Se den her. (Video: Henrik Bøhmer).

Øresvinet er den mest kendte delfinart, og de findes mest i varme og tempererede have.

De er kendt for deres venlige karakter og er ofte nysgerrige over for mennesker. Deres føde består mest af småfisk, krabber og blæksprutter.