Skaberen bag legofiguren er død

Jens Nygaard Knudsen, der skabte legofiguren, er død

Arkivfoto: Jens Nygaard Knudsen, der skabte legomanden, er død.
Arkivfoto: Jens Nygaard Knudsen, der skabte legomanden, er død.

Den ikoniske legofigurs skaber, Jens Nygaard Knudsen, er død. Han blev 72 år gammel.

Det oplyser hans hustru Marianne Nygaard Knudsen til TV2.

Jens Nygaard Knudsen var syg med ALS, hvorfor han tilbragte sin sidste tid meget afkræftet. Legodesigneren sov ind på Anker Fjord Hospice 19. februar.

Tomme huse fik liv
Legomanden blev en realitet i 1970'erne, hvor man hidtil havde taget til takke med tomme legohuse.

- Han var idéernes mand. Figuren blev til, fordi der skulle liv i husene. Dengang var Legos huse jo tomme, men så tegnede han altså den her mand, siger Marianne Nygaard Knudsen til tv2.dk.

Udover legomanden var Jens Nygaard Knudsen også manden bag Legos første elektriske togsystem og den første rumserie.

Han stoppede hos Lego i 2000.

Hyldet af filmskaber
Producer bag de populære Lego-film, Matthew Ashton, har nævnt Lego-designerens bortgang.

'Ekstremt sørgelige nyheder: Jens Nygaard Knudsen døde denne uge! Selvom jeg aldrig har mødt Jens, har hans skaberværk spillet en stor rolle i min barndom, ligesom den også har for millioner af andre børn verden over,' skriver han.

Flere udenlandske nyhedsmedier, heriblandt Der Spiegel og RTLZ, bringer også nyheden om afdøde Jens Nygaard Knudsen.

Lego-designer Mark John Stafford skriver på Twitter.

'Han efterlader sig en kærlig hustru, tre børn, to børnebørn og over otte milliarder plastikmennesker fyldt med liv fra børns fantasier. Tak, Jens,' skriver han.