Skandale-kirurg ødelagde Nathalies bryster: Nu fortsætter hun i smug

Ekstra Bladet kan nu afsløre, at den berygtede plastikkirurg Susanne Arffmann ikke har lagt skalpellen på hylden på trods af, at hun ikke længere må foretage kosmestiske operationer

Nathalie Kaae var ikke klar over, at Susanne Arffmann ikke længere måtte udføre operationen, da hun i maj fik et nyt brystimplantat ind. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Nathalie Kaae var ikke klar over, at Susanne Arffmann ikke længere måtte udføre operationen, da hun i maj fik et nyt brystimplantat ind. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Flere danske piger er blevet ulovligt opereret af den omdiskuterede brystkirurg Susanne Arffmann.

Styrelsen for Patientsikkerhed afregistrerede kirurgen som kosmetisk behandler 12. april 2017, men Ekstra Bladet kan i dag afsløre, at hun alligevel er fortsat med at operere og har haft flere kvinder under kniven.

- Jeg synes, at hun er totalt uansvarlig. Hun skal bare stoppes, siger 27-årige Nathalie Kaae, der blev opereret af Susanne Arffmann den 21. maj - altså mere end en måned efter, at lægen ikke længere måtte udføre kosmetiske operationer.

Det er ikke første gang, Ekstra Bladet skriver om Susanne Arffmann.

En lang række af kvinder fortæller nu til Ekstra Bladet om deres oplevelser hos plastikkirurgen Susanne Arffmann. Foto: Claus Lunde Vagthund Kvinder anklager skandale-kirurg: Hun skamferede vores bryster

For blot få uger siden stillede en række kvinder sig op i avisen og viste deres bryster, der alle var opereret af Susanne Arffmann, frem til skræk og advarsel for andre. Alle kvinderne blev opereret i en tandlægestol i Vejle, og flere af dem oplevede at vågne med stærke smerter under operationen.

Operationerne i tandlægestolen blev udført, mens kirurgen fortsat havde lov til at operere.

I den forbindelse fortalte Susanne Arffmann til Ekstra Bladet, at hun ville sælge klinikken.

– Det hænger sammen med, at jeg efter en skade i venstre hånd har svært ved at operere – samt at alderen trykker, så jeg er i gang med at sælge klinikken.

Alligevel er hun altså langt fra stoppet.

Den berygtede plastikkirurg har ikke ladet Styrelsen for Patientsikkerhed stoppe hende. Hun opererer stadig kvinder i både Glostrup og Vejle. Foto: Mathilde Bech
Den berygtede plastikkirurg har ikke ladet Styrelsen for Patientsikkerhed stoppe hende. Hun opererer stadig kvinder i både Glostrup og Vejle. Foto: Mathilde Bech
 

Vidste ikke, at hun ikke måtte operere
Nathalie Kaae vidste ikke, at myndighederne havde afregistreret Susanne Arffmann, da hun lod sig operere i maj.

- Jeg fik et chok, da jeg fandt ud af det, siger Nathalie Kaae.

Hun blev første gang opereret hos Susanne Arffmann i 2015, hvor hun fik en brystforstørrende operation, men tidligere i år - altså to år efter operationen - gik det helt galt med de opererede bryster.

En lang række af kvinder fortæller nu til Ekstra Bladet om deres oplevelser hos plastikkirurgen Susanne Arffmann. Foto: Claus Lunde Vagthund Kvinder anklager skandale-kirurg: Hun skamferede vores bryster

Selvom kirurgen fortalte, at hun tilbage i 2015 havde lagt et ekstra stærkt implantat ind, fik Nathalie Kaae alligevel at vide på hospitalet, at der var gået hul på implantatet inde i brystet.

Derfor indvilgede Susanne Arffmann i at fjerne det hullede implantat, da hospitalet ikke ville. I en periode rendte Nathalie rundt med implantat i kun det ene bryst. Den 21. maj, mere end en måned efter, at Susanne Arffmann ikke måtte operere mere, opererede hun et nyt implantat ind i Nathalie Kaaes bryst.

Denne gang skete det ikke i tandlægestolen i Vejle, men på Aesthetic Center i Glostrup.

Nathalie Kaae har været et langt og kompliceret forløb igennem som patient hos Susanne Arffmann. Hun er senest blevet ulovligt opereret hos kirurgen, uden hendes viden. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Nathalie Kaae har været et langt og kompliceret forløb igennem som patient hos Susanne Arffmann. Hun er senest blevet ulovligt opereret hos kirurgen, uden hendes viden. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
 

Siden operationen i maj har Nathalie Kaae haft en række komplikationer og har været indlagt på hospitalet med stærke smerter og næsten 41 grader i feber.

Derudover er hun enormt ked af, hvordan hendes bryster nu ser ud.

- Det rynker og folder, og jeg har fået enormt lavt selvværd. Jeg hader at tage tøjet af, siger Nathalie Kaae.

Hun har desuden taget næsten fem kilo på i væske, fordi der har været så meget betændelse i brysterne efter operationen.

- Det er virkelig en lortesituation at stå i. Hvad skal jeg gøre? spørger Nathalie Kaae.

Ingen papirer eller informationer
Også 28-årige Diana fik en større operation hos den omdiskuterede brystkirurg for lidt under en måned siden - altså efter at Sussanne Arffmann ikke længere måtte operere.

Diana ønsker ikke sit billede eller fulde navn frem, da hendes familie ikke ved, at hun har fået foretaget kosmetiske operationer.

Ekstra Bladet kender dog hendes fulde identitet.

Diana fik den 16. maj i år foretaget den helt store operation, hvor hun både fik en fedtsugning af inderlår, yderlår og dobbelthage samt en brystforstørrende operation med 800 mililiter. Først efter operationen fandt Diana ud af, at Susanne Arffmann ikke måtte operere.

Samtidig har hun ingen dokumenter fra operationen.

- Jeg har ingen papirer fra min operation. Jeg ville ikke engang kunne svare på, hvor meget fedt, der blev fjernet fra mine lår, siger Diana, der forgæves har forsøgt at få fat på en journal fra operationen.

Styrelsen for Patientsikkerhed bekræfter, at de har en sag kørende angående Susanne Arffmann.Styrelsen kan dog ikke udtale sig konkret om sagen.

Generelt kan de sige, at hvis ikke læger lever op til de gældende regler, vil det medføre en sanktion. Sanktionerne kan være lige fra en suspension af autorisationen til en decideret fratagelse. I de mere alvorlige sager vil det fra Sundhedsstyrelsens side medføre en politianmeldelse og dermed en politisag.

Fakta: Hos Styrelsen for Patientsikkerhed tæller bunken af klager nu 30. Styrelsen satte i 2016 kirurgen under skærpet tilsyn på grund af hendes bedøvelsesmetode. I en aktindsigt, som Ekstra Bladet har fået adgang til, fremgår det, at kirurgen nu er blevet afregistreret som kosmetisk behandler.

- Styrelsen for Patientsikkerhed har truffet afgørelse om at afregistrere dig som kosmetisk behandler, idet Styrelsen finder begrundet formodning om, at du i dit fremadrettede faglige virke på det kosmetiske område vil udgøre en forringet sikkerhed for patienterne, skriver Styrelsen i afgørelsen.

En lang række af kvinder fortæller nu til Ekstra Bladet om deres oplevelser hos plastikkirurgen Susanne Arffmann. Foto: Claus Lunde Vagthund Kvinder anklager skandale-kirurg: Hun skamferede vores bryster

 

Assisterende kirurg: Jeg føler mig ført bag lyset

Med til Nathalie Kaaes operation var også plastikkirurgen Henrik Dyreby. Han føler, at han er blevet ført bag lyset af Susanne Arffmann.

Ifølge ham drog han til klinikken i Glostrup den 21. maj i god tro om, at han skulle assistere Susanne Arffmann til tre operationer, fordi hun havde problemer med sin hånd. Senere i forløbet fandt han ud af, at han på papirerne fra operationen stod opført som den ansvarlige læge.

- Hun undersøgte patienterne, tegnede på dem, opererede, skrev journal og tjekkede op på dem bagefter, siger Henrik Dyreby.

Først efter operationerne fandt Henrik Dyreby ud af, at Susanne Arffmann var blevet afregistreret og derfor ikke længere måtte udføre kosmetiske operationer.

- Jeg er alvorligt bange for, at jeg har været udsat for et scam, siger Henrik Dyreby.

Han har nu endelig fået Susanne Arffmann til at rette journalerne til, sådan at Susanne Arffmann står opført som ansvarlig kirurg.

Henrik Dyreby sendte efter operationen en mail til Sundhedsstyrelsen, hvor han fortalte om den episode, han havde været vidne til.

Nathalie Kaae har desuden optaget en telefonsamtale med Susanne Arffmann, hvor kirurgen bekræfter, at det var hende, der stod for operationen den 21. maj i år.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra brystkirurgen og har både sendt sms'er, mails og ringet flere gange. Hun er dog ikke vendt tilbage.

88 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere