Skandale på københavner-restaurant: 15 kakerlakker

Kakerlakker, snavs, cigaretskodder og manglende sæbe på personaletoilettet er blot noget af det, der mødte Fødevarestyrelsen på Restaurant Nova i København

Frokosten er billig på Restaurant Nova. Foto: Olivia Loftlund
Frokosten er billig på Restaurant Nova. Foto: Olivia Loftlund

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Fødevarestyrelsen har givet Restaurant Nova i København en sur smiley samt en bøde på 15.000 kroner.

Det sker, efter kontrolapparatet var forbi spisestedet i Skindergade lige ved Jorcks Passage 1. februar.

I kontrolrapporten kan man læse, at: ’Der er set ca. 15 døde kakerlakker i køkken (vindueskarme og på gulv) og på lager samt 1 levende kakerlak under kaffemaskinen’ og 'Personaletoilet fremstår meget uhumsk med snavs på toiletbræt, toilettet fremstår generelt meget snavset med tykke belægninger af snavs, støv, cigaretskodder og visne blade’.

Det fremgår også, at der end ikke er sæbe på det ulækre personaletoilet.

Men manglende rengøring var ikke det eneste, som Fødevarestyrelsen noterede på deres gule kontrolseddel, da de var forbi restauranten.

En kødsauce, som skulle serveres til trakterende gæster, blev målt 15 grader for kold. I et vandbad blev den målt til 51,1 grader, mens den ifølge reglerne skulle have været mindst 65 grader.

Kontrolrapporten hænger i indgangspartiet og fylder tre sider. Foto: Olivia Loftlund
Kontrolrapporten hænger i indgangspartiet og fylder tre sider. Foto: Olivia Loftlund
 

Se også: Kendt hotel angrebet af 'mange kakerlakker': Bøder på 40.000 kroner

I køkkenet var der ligeledes køleinventar, der var ude af drift med formodet skimmelbelægning, mens hele køkkenet blev beskrevet som 'generelt snavset med fedtede belægninger’.

Foruden en masse rengøring kostede det halvanden time lange besøg også restauranten 15.000 kroner i bøde.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Den skjulte ejer

Restaurant Nova ejes 100 procent af Mario Mehrizadeh Italiano, der driver Euro Business Corp. ApS, der ifølge seneste regnskab har ejendomme for 135 millioner kroner.

Ifølge papirer fra Erhvervsstyrelsen, som Ekstra Bladet har gennemgået, driver han udover beskidte Restaurant Nova også Mama Rosa, en anden populær restauration i København, samt American Grill.

Han har residens i en kæmpe villa på 340 kvadratmeter, der er beliggende på Strandvejen i Vedbæk på en 2000 kvadratmeter stor grund.

Huset blev købt for 9 millioner kroner, mens den seneste vurdering lyder på 15,9 millioner kroner.

Det har dog ikke været muligt at komme i kontakt med Mario Mehrizadeh Italiano til denne artikel.

Se også: Dansk ejendomsmatador lagt for had: - Nordeuropas værste shoppingcenter

Ikke første gang
Det er langtfra første gang, at Restaurant Nova har fået en over nallerne af Fødevarestyrelsen.

Tilbage i november 2018 konstaterede Fødevarestyrelsen følgende '... i køkken, på arbejdsborde sås ved tilsynet 1 levende kakerlak, i opvaskeområde sås 1 levende kakerlak. Køkken fremstår endnu ikke tilstrækkeligt renholdt, bl.a. ved fritureområdet, inventar fremstår med fedtede belægninger. Virksomheden havde følgende bemærkninger: vi prøver igen’.

Men det at ’prøve igen’ har tydeligvis ikke været tilstrækkeligt, da der altså to besøg efter igen er kakerlakker på stedet.

Se også: Kendt café forsøgt afpresset: Det flød med rottelort

Andre ulækre restauranter
Ejeren af Restaurant Nova, Mario Mehrizadeh Italiano, driver ligeledes Mama Rosa.

På Mama Rosa, der er beliggende på Østergade i København, har man ligesom på Restaurant Nova også fået en sur smiley.

Den kom tilbage i november, hvor Fødevarestyrelsen slog vejen forbi efter en forbrugerhenvendelse.

Her formåede personalet ikke at opbevare tun og laks ved den rette temperatur, mens der ligeledes var beskidt rundt om i køkkenet. Her fik restauranten en bøde på 10.000 kroner.

Sidenhen har restauranten fået en glad smiley.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Mario Mehrizadeh Italiano trods flere forsøg.

Se også: Fødevarekontrollen overrasket: Fluer i usædvanligt angreb på dansk restaurant

63 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere