Skandalepsykolog bliver væk fra retten: Melder sig syg uden lægeerklæring

For andet retsmøde i træk melder psykologen Michael Adam Guul sig syg. Han skulle ellers have afgivet sin længe ventede forklaring tirsdag

Skandalepsykolog bliver væk fra retten: Melder sig syg uden lægeerklæring

Michael Adam Guuls assistent står frem og fortæller om trusler og kaotiske forhold, mens de to udarbejdede forældrekompetenceundersøgelser.

RETTEN I AARHUS (Ekstra Bladet): Tirsdag formiddag skulle Michael Adam Guul have siddet på anklagebænken ved Retten i Aarhus.

Her er psykologen tiltalt for at have udsat sin tidligere elev, kæreste og sekretær Sophie Madsen for vold, trusler og afpresning, som Ekstra Bladet i en række artikler har afdækket.

Ved sagens første retsmøde i maj havde Michael Adam Guul meldt sig syg og dukkede derfor ikke op.

Tirsdag gentog historien sig så. Michael Adam Guuls sygemelding skete dog, uden at han kunne fremvise en lægeerklæring, selvom den skal være sendt til retten, før retssagen indledtes.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Skandalepsykolog bliver væk fra retten: Melder sig syg uden lægeerklæring

Forvirring i retten
Klokken ni gik dørene op, men i retslokale 13 på anden sal i retsbygningen i Aarhus sad ingen Michael Adam Guul og ventede på dommeren. Han skulle ellers have afgivet sin forklaring i sagen.

Den tiltalte har i flere omgange opfordret medierne til netop at følge retssagen, idet han påstår, at dokumentation, der taler hans sag, vil blive fremlagt her.

I stedet kunne forsvarer Tobias Engby forklare, at hans klient var syg og forsøgte at fremskaffe en gyldig lægeerklæring, men at det først kunne lade sig gøre senere på dagen. Den kom først frem til dommeren, flere timer efter retssagen var indledt.

Det skabte protest hos anklager Rasmus Thisted, der mente, at retssagen skulle fortsætte med Sophie Madsens forklaring, hvilket dommeren efter en kort pause gav medhold i.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Michael Adam Guul og hans tidligere studerende og ekskæreste Sophie Madsen skulle begge afgive deres forklaringer i sagen tirsdag. Kun Sophie dukkede op. Foto: Tariq Mikkel Khan
Michael Adam Guul og hans tidligere studerende og ekskæreste Sophie Madsen skulle begge afgive deres forklaringer i sagen tirsdag. Kun Sophie dukkede op. Foto: Tariq Mikkel Khan

Black Army-trussel
Herefter fortalte en tydelig mærket, men rolig Sophie Madsen om et utal af ubehagelige oplevelser, der førte til trusler, vold og afpresning mod hende.

Blandt andet om en episode, hvor hun blev truet med at få en flok Black Army-medlemmer sendt efter sin familie.

- Hvis jeg ikke gav ham 30.000 kroner, ville de slå hjernen ud på min lillesøster, sagde hun i retten om en af de første konkrete trusler fra Michael Adam Guul, der ifølge hende havde tabt en stor sum penge, som han ville have fra Sophie Madsen efter et mislykket kasinobesøg i april 2017.

Onsdag skal der efter planen afgives dom i sagen. Det er dog ikke sikkert, at det kommer til at ske, eftersom Michael Adam Guul ikke mødte op tirsdag.

Anklageren går efter ubetinget fængselsstraf til psykologen.

Artiklen fortsætter under faktaboksen ...

Podcastserie: I de forkerte hænder

I dokumentarserien 'I de forkerte hænder' kommer du tæt på psykologen og hans indgribende rapporter, der har været med til at få børn tvangsfjernet.

Lyt til alle afsnit her eller der, hvor du normalt lytter til podcasts.

Fup-rapporter
Psykolog Michael Adam Guul har været under heftig kritik, efter Ekstra Bladet har bragt en række afsløringer om hans arbejde.

Det fik i juli Ankestyrelsen til at opfordre alle kommuner til at undersøge de sager, hvor Michael Adam Guul har spillet en rolle.

Michael Adam Guuls undersøgelser har haft afgørende betydning i familiesager, og kommuner har blandt andet brugt hans rapporter til at vurdere, om børn har skullet tvangsfjernes eller ej. I flere tilfælde har forældre mistet deres børn.

Læs mere herunder.

Oversigt over afsløringerne

Afsløring: Børn er blevet tvangsfjernet med Michael Adam Guuls fup og fidus-rapporter.

Afsløring: Michael Adam Guul udsatte sin sekretær for trusler, mens de udarbejdede rapporter. Han mente blandt andet, at hun skulle 'brændes og skoddes ihjel'.

Afsløring: VIA University College beholdte psykolog Michael Adam Guul som underviser, selvom han havde et polititilhold mod en elev.

Afsløring: Michael Adam Guul kaldte sig læge uden at være det. Hans forklaring går på, at forældrene 'var retarderede'.

Afsløring: Michael Adam Guul skrev psykologer på sine rapporter, som fortæller, at de aldrig var med til undersøgelserne af de sårbare familier.

Afsløring: Familier, der har været i hænderne på Michael Adam Guul, kan ikke klage til Psykolognævnet, fordi han arbejder uden autorisation.

Afsløring: Hans tidligere assistent fortæller ved hjælp af skjulte optagelser, at rapporter blev udarbejdet under rodede og kaotiske forhold.

Afsløring: Ankestyrelsens beder alle kommuner identificere og genvurdere alle sager på baggrund af historierne.

Afsløring: Psykologens kæreste og sekretær kom væk ved hjælp af politiet.

Afsløring: Tårnby Kommune præsenterede Michael Adam Guul som læge, selvom han ikke er det.

Afsløring: En chef i Tårnby Kommune kaldte Michael Adam Guul for psykopat.

Afsløring: Tårnby Kommune reagerede ikke på advarsler.

Afsløring: Michael Adam Guul skrev til en kommunechef fra Tårnby, at han savnede hende.

Afsløring: Politiker advarede Tårnby Kommune mod eventuelle fejl i psykologens rapporter.

Afsløring: Familiechef i Tårnby Kommune fratræder øjeblikkeligt efter afsløringer.

Afsløring: Fratrådt familiechef får udbetalt over 700.000 fra staten.