Ved du noget? TIP Ekstra Bladets journalist på MR@eb.dk
Midt- og Vestjyllands Politi tog det tilsyneladende ganske afslappet, da en ny, stor skandalesag fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse landede på deres bord.
Der skulle nemlig gå over halvanden måned, fra politiet 31. oktober fik en detaljeret anmeldelse om den formodede svindel i styrelsen, til politiet 10. december valgte at bede om tilladelse til at ransage hos fire medarbejdere fra styrelsen mistænkt for mandatsvig.
Det fremgår af en ransagningskendelse fra Retten i Holstebro, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.
Selv efter at Statsrevisorerne på et velbesøgt pressemøde 6. december havde fortalt om den formodede svindel, fik politiet ikke fart på.
Først fire dage efter, at det meste af den danske befolkning var blevet bekendt med, at der var en regulær skandalesag i styrelsen under opsejling, kom politiet i gang.
Ansat havde Forsvarets ejendele derhjemme
Resultatet blev, at politiet først 18. december - 12 dage efter statsrevisorernes pressemøde - fik en dommerkendelse til at ransage.
Pause
Den langsommelige proces skyldes muligvis, at politiet satte efterforskningen på pause i november.
Det var i hvert fald opfattelsen i Forsvarsministeriet efter kontakt med politiet, viser interne mails, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i. Årsagen var tilsyneladende, at politiet blev opmærksomme på, at Forsvarsministeriet selv var i færd med at undersøge forholdene.
Ny skandale i Forsvaret: Ansat forgyldte kæreste med millionordrer
I en mail fra Søren Tang Møller, chef for Forsvarsministeriets Interne Revision, FIR, til blandt andre direktøren i Ejendomsstyrelsen, Hans Jørgen Høyer, 25. november lød det således:
'Kære Hans. I forlængelse af nedenstående, så har Politiet kvitteret for Forsvarsministeriets Interne Revisions tilbagemelding som følger:
'Midt- og Vestjyllands Politi kan hermed bekræfte at have modtaget nedenstående notat. Vi kan ligeledes bekræfte at vi genoptager vores behandling af anmeldelsen. Jeg kan dog ikke give en tidshorisont for opstart af sagen,' skrev Søren Tang Møller.
Svaret fra politiet videresendt fra Søren Tang Møller kom fra en sektionsleder med ansvar for økonomisk kriminalitet i Midt- og Vestjyllands Politi, fremgår det af mailen.
En souschef i FIR omtalte allerede 13. november, at politiet havde meddelt, at efterforskningen var sat i 'bero', viser de interne mails.
Politiet: Ikke i bero
Politiet vil ikke svare på, hvorvidt det var optimalt, at der gik så lang tid, fra de mistænkte kunne læse i medierne, at deres gøren og laden nu skulle undersøges, til politiet fik mulighed for at undersøge de mistænktes adresser.
Politiet vil dog gerne slå fast, at der ikke var tale om, at efterforskningen var sat i bero, som ellers tydeligvis var opfattelsen i Forsvarsministeriet.
Se billederne: Svindel-sigtets hus gennem vild forvandling
'Politiet har kontakt med Forsvarets Interne Revision den 11/11-2019, hvor vi meddeler, at vi afventer FIRs tilbagemelding om omfang af sag. Vi får et retursvar den 22/11-2019, hvorefter de første efterforskningsskridt iværksættes den 26/11-2019.'
'Sagen har ikke som nævnt i forsvarets mail været sat i bero. Den har afventet en tilbagemelding fra FIR i tidsrummet 11/11 til 22/11-2019,' skriver politiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi Hans Roost i en mail.