Skandinavian Star-inspektør: Jeg har udleveret to på en tallerken

Tidligere skibsinspektør har sat navne på to personer, han mistænker for at stå bag branden på Skandinavian Star

Her kan du se Flemming Thue Jensen på søndagens pressemøde, hvor han fortalte om to mistænkte. (Video: VG.no)

Den tidligere skibsinspektør i Søfartsstyrelsens Flemming Thue Jensen, der forestod undersøgelserne af skibsbranden på Skandinavian Star har nu sat navn på to mennesker, som han mistænker for at stå bag branden på skibet 7. april 1990.

Det fortæller han til Ekstra Bladet kort efter, at han har holdt det første møde med den norske kommission, der skal granske branden, der for 26 år siden kostede 159 personer livet. Som undersøger for Søfartsstyrelsen var Flemming Thue Jensen en af de første, der inspicerede den nedbrændte færge.

Se også: Skibsinspektør giver detaljer til norsk kommission mandag

- Jeg har udleveret to personer på en tallerken. Jeg kan ikke sætte navn eller nationalitet på af strategiske grunde, siger Flemming Thue Jensen til Ekstra Bladet.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Nægter at tale med norsk politi
Han nægter fortsat at tale med Norsk politi, som han har kritiseret for ikke at ville gå ordentlig ind i efterforskningen af branden.

- Jeg taler netop ikke med politiet, jeg taler med kommissionen. Jeg har udtrykkelig sagt, at jeg ikke vil tale med norsk politi, og derfor kom mødet i stand med kommissionen.

Se også: Arne overlevede dødsbranden: - Det var dømt til at gå galt

Ekstra Bladet vil gerne have navne på de mistænkte, men den pensionerede inspektør er kort for hovedet, fordi han skal til et nyt møde med kommissionen:

Kan du fortælle, hvem de er?

- Du får ikke mig til at sætte navn på. Men du kan selv lægge to og to sammen - jeg har ikke mere tid. Hej, hej, siger han, inden røret bliver lagt på.

Sagen om Skandinavian Star har fået nyt liv, efter Flemming Thue Jensen i gårsdagens udgave af Politiken valgte at stå frem og fortælle, at han mistænkte professionelle for at stå bag branden.

- Det måtte være en bevidst handling, som var planlagt. Det var ikke en eller anden tosse, der var gået forbi og havde strøget en tændstik, sagde Flemming Thue Jensen til dagbladet, der mener, at brandforanstaltninger var blevet saboteret forud for branden.

Norsk politi overrasket
De nye oplysninger fra den danske skibsinspektør overrasker norsk politi.

- Det har ikke tidligere været kendt af politiet, at han (Flemming Thue Jensen, red.) har vidst, hvem gerningsmændene er og vi ønsker selv sagt at få mere at vide om det, lød det forud for dagens møde i Oslo fra efterforskningsleder Terje Bechmann Dahl ved Oslo Politi til VG.

Til Politiken sagde Flemming Thue Jensen søndag omkring sit forhold til norsk politi:

- Norsk politi er gået blindt efter, at brandstifteren var en af passagererne. De har lukket øjnene for, at en eller flere brandstiftere kan være fra besætningen. Hvis de havde formået det, lå de faktuelle kendsgerninger for fødderne af dem.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere