Skarp kritik af DSB: Ung kvinde slæbt efter tog

En 20-årig kvinde undgik mirakuløst at miste livet, da hun fik sin arm i klemme efter et IC3-tog. Nu kritiserer Havarikommissionen DSB

En 20-årig kvinde blev slæbt efter toget, da hendes arm kom i klemme i en af IC3 togets døre Foto: Ulykkesrapporten
En 20-årig kvinde blev slæbt efter toget, da hendes arm kom i klemme i en af IC3 togets døre Foto: Ulykkesrapporten

Kender du noget til episoden så kontakt os på 1224@eb.dk eller via sms 1224 (koster alm. sms-takst)

En 20-årig kvinde kunne have mistet livet i februar 2013, da hun fik armen i klemme i et IC3-tog på Vejle Station og blev slæbt efter toget, før hun fik vristet sig fri og væltede ned på kørelegmet.

I knap fire år har Havarikommissionen undersøgt hændelsesforløbet omkring ulykken og nu er konklusionen så omsider landet.

Her modtager DSB kritik for 'ikke i tilstrækkelig grad (...) at have taget højde for de allerede kendte sikkerhedsmæssige risici ved indførelse af enmandsbetjening på litra MF (IC3), herunder sikre at personalet havde den fornødne viden om systemets svagheder'

Ifølge rapporten var togføreren alene om betjeningen af toget, da den kvindelige passager fik sin arm i klemme og da flere sikkerhedssystemer i toget samtidig svigtede, kunne ulykken ske.

Samlet set lyder vurderingen, at DSBs procedurer og regler sammen med IC3 togets teknik 'ikke effektivt kunne skabe den for passagererne forudsatte sikkerhed.'

Dermed blev den 20-årige kvindes liv bragt i fare.

På vej hjem fra byen
Ulykken skete, da den dengang 20-årige kvinde sammen med en gruppe veninder havde været i byen i Vejle, da de ville tage morgentoget hjem omkring klokken 5 om morgenen.

Kvinderne var forsinket til toget og den 20-årige forsøgte at holde dørene åbne, ved at holde en arm ind i toget, mens hun stod på perronen. Da togets døre lukkede sad den 20-åriges arm fast og hun blev trukket efter toget.

Af rapporten lyder det:

'Da togets hastighed øgedes, fik passageren vristet hånden fri. Hun snublede og faldt ned mellem tog og perron, hvor hun lå, mens toget kortvarigt fortsatte sin kørsel.'

- Jeg kunne have mistet livet
Den 20-årige kvinde har tidligere fortalt til Berlingske, at ulykken har givet hende fysiske bivirkninger.

- Jeg har fået en skade i mit haleben, og det er ikke noget, der kan gøres noget ved. Jeg kan ikke sidde ned ret længe. Det begynder at gøre ondt efter et kvarter eller tyve minutter, sagde kvinden tilbage i november til avisen.

- Det kunne sagtens være gået meget mere galt, end det gjorde for mig. Jeg var heldig. Jeg kunne have mistet livet. Jeg håber selvfølgelig, at DSB tager ulykken op til eftertanke og tænker, at det var heldigt, at der ikke skete noget mere, og at de sørger for, at det ikke kan ske igen, sagde hun.

Kender du noget til episoden så kontakt os på 1224@eb.dk eller via sms 1224 (koster alm. sms-takst)

243 kommentarer
Vis kommentarer