Skarp kritik: Hospitaler trodser retningslinjerne

Læger bliver mødt med krav om at foretage ikke-kritiske operationer under coronapandemien - Region Hovedstaden afviser kritik

Al aktivitet i sundhedsvæsnet, der ikke er livsnødvendig, blev tidligere på måneden lukket ned, for at personalet kan fokusere på coronavirus. Video: Anthon Unger.

Danskerne skal blive hjemme, medmindre det drejer sig om kritiske situationer.

Det gælder også på landets hospitaler, men flere overlæger fortæller om forskellige lokale udmeldinger om planlagte aktiviteter som f.eks. operationer under coronapandemien.

Nogle steder mødes lægerne med krav om at fortsætte aktiviteter, selvom Sundhedsstyrelsen har udsendt et notat om, at al ikke-kritisk behandling på hospitalerne skal udskydes.

Det fremgår af et opslag på Lægeforeningens hjemmeside 18. marts, hvor man opfordrer regionerne til at melde entydigt ud, at alle fem regioner følger retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen.

Udsættes for smittefare
Ekstra Bladet har talt med en læge ansat i Region Hovedstaden, der af hensyn til sit job ønsker at være anonym. Han fortæller, at man fortsætter med planlagte operationer, som ikke er akutte.

Ifølge lægen er der ofte tale om ældre såkaldte risikopatienter.

- Fredag morgen blev samtlige operationer aflyst, og patienterne informeret. Klokken 15 fik kirurgerne at vide, at de skulle operere alligevel, og patienterne blev genindkaldt, fortæller lægen.

- Man udsætter både patienter og det personale, som snart skal passe covid-19 respiratorpatienterne, for smitte, lyder kritikken.

Lægen mener, at man burde prioritere tiden anderledes.

- Vi burde øve os på modtagelse af alt for mange patienter.

Trodser anbefalinger
Lægen fortæller, at patienterne - i skærende kontrast til myndighedernes anbefalinger - ligger til opvågning på store fællesstuer med op til 20 pladser.

- Man forsøger at skabe lidt mere plads, men sygeplejerskerne går fra seng til seng, og smitterisikoen er stor. Vi ser allerede syge personaler, smittet af patienter eller hinanden, som burde være derhjemme - eller gøre sig klar til det store rykind, siger lægen.

Afviser kritik
Hos Region Hovedstaden afviser regionsdirektør Svend Hartling kritikken.

- Vi følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Det gælder alle steder, men der kan ske fejl, lyder det.

- Patientrettighederne blev sat ud af kraft i forgårs, og vi er i fuld gang med at neddrosle aktiviteten og udskyde en lang række planlagte operationer og tider i medicinske ambulatorier og kontroller, siger han og tilføjer, at han er glad for, hvis personale gør opmærksom på problemer.

- Hvorfor ikke bare stoppe alle ikke-akutte operationer?

- Det er stort set droslet ned. Der kan være situationer, hvor den, der har visiteret patienten, har skønnet, at det ikke bør vente. Så kan det godt være, at der er en anden, der mener, at det godt kan vente. Der er et lægefagligt skøn, siger Svend Hartling.

- Hvorfor ikke bruge mere tid på at forberede jer på patienter med corona?

- Der er vi ret godt i gang. Blandt andet på Gentofte (Hospital, red.), hvor der har været rejst noget kritik af det her. Det er ikke det, der er problemet, siger han.

Ifølge Svend Hartling er det bestemt ikke meningen, at der skal ligge mere end ti patienter på en stue.

- Hvis det er sket, er det selvfølgelig beklageligt. I den her fase vil der ske fejlskøn - og også nogle fejl. Vi gør alt for, at det ikke skal ske. Jeg kan ikke garantere, at der ikke har været en stue med mere end ti på, siger Svend Hartling.

Lisbeth Lintz, der er formand for Overlægeforeningen, er ikke vendt retur efter Ekstra Bladets henvendelse.

88 kommentarer
Vis kommentarer