Skat gør det igen: Millionsmæk for regelbrud

Uheldige personalesager klæber til Skat. Nu har retten givet tre chefer ret i, at de ikke blev omplaceret efter reglerne, og derfor har ret til tre års løn

Arkivfoto: Stine Bidstrup
Arkivfoto: Stine Bidstrup

Skat har igen fået økonomiske smæk, fordi de har behandlet medarbejdere dårligt, skriver Avisen.dk.

Tre chefer i Skat har fået Byrettens ord for, at de stillinger, de blev flyttet til for halvandet år siden, ikke var passende, og at Skat enten skulle have fundet noget andet eller opsagt dem.

De tre erfarne chefer har efter dommen fået en fyreseddel, der giver ret til tre års såkaldt 'rådighedsløn', fordi de er tjenestemænd - eller omkring tre millioner kroner i alt.

Læs også: 64-årig fik 330.000 i erstatning for fyring

Advokat Peter Breum fra advokatfirmaet Elmer og Partnere har kørt sagerne og kritiserer SKATs håndtering.

Der er tale om højt kvalificerede medarbejdere, og det er ærgerligt, at man skal gennem en retssag for at konstatere, at de har rettigheder, understreger han.

- Alle skal have en værdig afgang fra arbejdsmarkedet. Man skal ikke stoppe efter en retssag, siger Peter Breum.

Flere domme om dårlig behandling af ældre
Skat har tidligere haft uheldige personalesager. Blandt andet fordi de har behandlet ældre medarbejdere i strid med reglerne.

Senest måtte Skat forrige sommer af med en rund million, fordi Skat København under en omstrukturering havde valgt at fyre lige præcis de fire ældste fagchefer.

Det var aldersdiskrimination, afgjorde først Ligebehandlingsnævnet og så Københavns Byret.

LÆS OGSÅ: Skat hives i retten: Fyrede ældre ulovligt

En af de aktuelle sager drejer sig om 60-årig tjenestemand, der har arbejdet 42 år i Skat, de seneste mange år på souschef-niveau.

Men i den nye ledelsesstruktur blev han gjort til projektchef i en enhed kaldet 'Store Selskaber under Indsats'. En stilling, der ikke havde noget reelt indhold.

De tre chefer klagede over, at deres nye stillinger ikke levede op til de krav, der ligger i reglerne for tjenestemænd. Men Skat ville hverken finde andre job eller afskedige dem med de rettigheder, de så havde krav på.

LÆS OGSÅ: Skat til ældre: Flyt 300 km eller du er fyret

Derfor tog deres fagforening, Dansk Told-og Skatteforbund, sagerne i Københavns Byret.

Kedelig slutning på lang karriere
Ingen af de tre tidligere skattechefer ønsker at stå frem med navn. Men den 60-årige tjenestemand siger til Avisen.dk, at han generelt har været glad for sit arbejde hos Skat.

- Så det er da en speciel oplevelse at slutte af med en retssag mod sin arbejdsgiver, siger han.

Læs også: Skat ignorerede læk af gemte danske formuer i Schweiz

Skat oplyser til Avisen.dk, at man ikke udtaler sig til pressen om konkrete personalesager, men bekræfter dog at have tabt de tre sager.

- De tre sager blev anlagt efter omstruktureringen, som Skat gennemførte i starten af 2013. Skat har valgt ikke at anke de tre domme, skriver Skat til Avisen.dk.

Læs også: Skat på jagt i privaten 747 gange

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere