Skat jagter 65 efter ny Panama-lækage

65 emner jagtes af Skat, efter dele af lækagen blev offentliggjort mandag. Skatteekspert Torben Bagge mener ikke, at Skat fik særligt meget ud af lækket

(Arkivfoto: Stine Bidstrup)
(Arkivfoto: Stine Bidstrup)

Skat undersøger 65 emner, efter at dele af Panama-papirerne blev offentliggjort mandag aften. Det oplyser Skat i en pressemeddelelse.

Drømmene var ellers store, inden størstedelen af de 11,5 millioner Panama-papirer blev offentliggjort.

Skats specialister sad klar, og håbet var, at der ville komme nye og vigtige detaljer frem om mulige skattesnydere.

- Som jeg forstår, at Skat har siddet klar med ekstra mandskab osv., så tror jeg da, at man opfatter det lidt som en fuser. Også i forhold til befolkningen. Det var jo bygget en stemning op om, at nu kommer der virkelig nyheder, der er banebrydende osv, og det vil jo være lidt synd at kalde det det, siger Torben Bagge, der er skatteadvokat og ekstern lektor ved Aarhus Universitet.

Han forklarer, at der helst skulle være offentliggjort konkrete beløb i form af eksempelvis kontoudskrifter.

- Hvis det eneste, de danske skattemyndigheder har, er navne tilknyttet til en konto i Panama, så kan de danske skattemyndigheder ret beset ikke gøre ret meget. Så har de en tung sag.

- Man skal også kunne løfte bevisbyrden for, hvilke beløb vi taler om. Hvis man fx kun ved, at en person har en konto i Panama, skal man så beskatte ham en krone, en mio, eller en mia?

Panama-sagen

11,5 millioner dokumenter er blevet lækket fra advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama.

Det menes at være den største lækage nogen sinde, som bl.a. involverer statsledere, sportsfolk og velhavere.

Papirerne blev lækket til Süddeutsche Zeitung, som har delt dem med medieorganisationen ICIJ, The International Consortium of Investigative Journalists. ICIJ har givet flere end 100 medier adgang til dokumenterne.

Papirerne viser angivelig mere end 300.000 offshore-konstruktioner, som advokatfirmaet har været med til at lave, så ejerne kan undgå skat og gemme formuer i såkaldte skattely-lande.

Skat: Både og
Hos Skat er man både skuffet og tilfreds.

- I forhold til det, at de havde meldt ud, at de kun ville offentliggøre navnene, så er det selvfølgelig forventeligt. I forhold til den hype, der var op til offentliggørelsen, så var det en skuffelse. Men vi håber stadigvæk på mere. Ellers har det her været kørt alt for højt op i forhold til det reelle indhold, siger Skats indsatsdirektør, Jim Sørensen.

Selvom oplysningerne ikke var banebrydende, så er der dog stadig flere ting, som man kan tage fat i, fortæller Jim Sørensen.

- Vi har ca. 65 adresser, som vedrører Danmark, og som vi vil prøve at undersøge nærmere. Den struktur, dataene har, gør, at vi faktisk godt kan komme videre. Med de metoder, vi kender, kan vi godt finde frem til, hvem der står bag de selskaber og adresser. Og formentlig kan vi også finde et emne eller to, som vi skal kigge nærmere på.

Både Torben Bagge og Jim Sørensen understreger i øvrigt, at der ikke er noget ulovligt ved at være nævnt i Panama-papirerne.

- Vi har ingen sikkerhed for, at de mennesker på listen, overhovedet har begået noget ulovligt. Det er vigtigt at huske. Men det er selvfølgelig oplagt for Skat at tage fat i dem på listen og bede dem om at give en forklaring, siger Torben Bagge.

89 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere