Skat kræver millionerstatning af banker i udbyttesag

Skat rejser erstatningskrav på 880 millioner kroner mod ni udenlandske banker i sag om svindel med udbytteskat, oplyser Skattestyrelsen på et pressemøde

Skattestyrelsen præsenterede nyheden på et pressemøde tirsdag eftermiddag. Video: Ritzau Scanpix

Skattestyrelsen rejser erstatningskrav på 880 millioner kroner mod ni udenlandske banker i sag om svindel med udbytteskat.

Det oplyser fagdirektør i Skattestyrelsen Kenneth Joensen på et pressemøde i Skattestyrelsen.

Erstatningskravet kommer som forlængelse af udbyttesagen, som drejer sig om, at et netværk af banker, aktiehandlere og advokater har hevet milliarder ud af europæiske statskasser ved at snyde med udbytteskat.

Udbytteskat er den skat, man skal betale, når man har tjent penge på sine aktier i en virksomhed.

- Det er en alvorlig sag, men det er det rigtige at gøre, vurderer vi, siger Kenneth Joensen på pressemødet.

- Vi har fået mere fakta på bordet, end vi havde tidligere, så i dag ved vi mere, end vi gjorde i september. Vi har et godt grundlag at konkludere ud fra, tilføjer han.

I december 2018 stævnede Skattestyrelsen en udenlandsk pensionskasse for omtrent 900 millioner kroner, som blev uberettiget udbetalt som refusion af udbytteskat.

Kammeradvokaten har efterfølgende indstillet, at Skattestyrelsen også retter erstatningskrav mod de ni udenlandske banker, som har været involveret i sagen.

Der er altså tale om at inddrage yderligere ni banker i sagen, hvor der allerede er anlagt retssager mod den udenlandske pensionskasse og en bank. Der er derfor ikke tale om såkaldte 'nye penge'.

172 kommentarer
Vis kommentarer