Skat under stort pres: Så mange har tjekket årsopgørelsen

De har haft rygende travlt hos Skat, siden det i går blev muligt at tjekke årsopgørelsen

659.909.

Så mange gange har danskerne allerede logget på skat.dk for at tjekke deres årsopgørelse, siden det i går blev muligt at tjekke, hvorvidt man skal betale eller får penge tilbage i Skat.

Det oplyser de på Twitter.

Officielt er årsopgørelsen først klar på mandag. Men Skat har traditionen tro åbnet for, at borgerne flere dage inden den officielle åbning kan tjekke, om de skal have penge tilbage eller betale restskat.

Fredag aften meddelte Skat således, at der var åbent for, at 4,6 millioner skatteborgere kunne tjekke deres opgørelse.

Weekenden bruger Skat til at sikre, at alt virker, som det skal og sørger for at finjustere systemerne. Derfor har Skat advaret om, at man kan opleve, at systemet kører ustabilt i weekenden.

Meget travlt
Til Ekstra Bladet fortæller Rikke Madsen, der er presseansvarlig hos Skat, at de har haft enormt travlt det seneste døgns tid.

- Der er rigtig mange, der har været logget ind for at se deres årsopgørelse. Der er et stort pres på. Indtil klokken tre i nat havde vi kø til skat.dk. Den forsvandt derefter, men nu er der kø igen, siger hun.

Ifølge Rikke Madsen har de hos Skat indkaldt ekstra medarbejdere, som kan svare på danskernes mange henvendelser via de sociale medier. På de sociale medier har Skat modtaget 2350 henvendelser ind til videre.

- Vi har omkring 28 mennesker siddende i Odense, som er i fuld gang med at svare på danskernes spørgsmål på Facebook og Twitter. Vi har selvfølgelig ekstra bemanding på i forhold til at tage os af de henvendelser, siger hun.

Rikke Madsen fortæller, at det ofte er nogle bestemte spørgsmål, som danskerne gerne vil have svar på i forbindelse med deres årsopgørelse.

- De vil typisk gerne vide, hvorfor man har fået restskat, eller også har de spørgsmål til konkrete fradrag.

Hos Skat regner de med, at de får allermest travlt i næste uge, hvor danskerne typisk flittigt ringer ind for at få svar på deres spørgsmål.

- Fra på mandag har vi 550 medarbejdere inde til at svare på telefoner. Vi forventer at svare på over 80.000 henvendelser. Man kan derfor stadig opleve, at der er kø til systemet i næste uge, fortæller hun og fortsætter.

- Vi fortæller selvfølgelig om situationen og ventetiden løbende. Her klokken 18 kommer vi også med nye tal for, hvor mange der har været inde og tjekke årsopgørelsen. 

Årsopgørelsen viser, om man skal have penge tilbage i Skat eller har betalt for meget i 2017. Når man er logget ind, kan man tjekke sine fradrag og lave ændringer, hvis der eksempelvis mangler fradrag. Årsopgørelsen kan findes på skat.dk.

19 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere