Islands statsminister, Sigmundur David Gunnlaugsson, afviser at følge oppositionens opfordring om at træde tilbage, efter at dokumentlæk viser, at hans familie har store beløb i skattely. Det skriver flere medier.
Afsløringen
Sigmundur David Gunnlaugsson var medejer af skattely-selskabet Wintris inc. indtil 2009, hvor hans kone overtog ejerskabet af firmaet. Det blev afsløret igennem de lækkede dokumenter fra Mossack Fonseca, der skulle være den helt store spiller inden for skattely.
Statministerens forsvar har været, at firmaet er ejet af hans kone, men indtil 2009 var 50 procent altså ejet af ham selv. Her solgte han sin andel til sin kone for den nette sum af en dollar. Det skriver Iceland Monitor.
I kølvandet af skatte-lækket har Birgitta Jónsdóttir, der er formand for piratpartiet i Altinget på Island, skrevet en direkte opfordring til statsministeren om at gå af:
'Jeg håber at Sigmundur David anerkender tyngden af denne situation og gør den hæderlige ting og går af inden parlamentets samling i dag', skriver hun på de sociale medier.
- Jeg har ikke overvejet at trække mig, siger statminister Sigmundur David Gunnlaugsson ifølge den islandske netavis Visir.
Ifølge det islandske medie Iceland Monitor har oppositionen i Island beskrevet situationen som 'en plet på Islands internationale ry'.
Befolkningen skriver under
Ud af Islands befolkning på godt 300.000 indbyggere, har 22.000 skrevet under på, at de kræver statsministerens afgang på baggrund af de lækkede dokumenter fra advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama.
Dokumenterne viser, at advokatfirmaet har hjulpet med at skjule store pengesummer i andre virksomheder i Panama med henblik på at undgå at betale skat i deres hjemland. Og det fremgår af dokumenterne, at Islands statsminister, Sigmundur David Gunnlaugsson, altså er en af de personer, som advokatfirmaet har hjulpet.
Oppositionen på Island har imidlertid vedtaget at fremsætte et mistillidsvotum mod statsminister Sigmundur David Gunnlaugsson efter afsløringerne i de såkaldte Panamapapirer.
Det oplyser Birgitta Jonsdottir fra Piratpartiet, som for tiden er Islands største parti i meningsmålingerne ifølge NTB.
Må dømmes når tiden kommer
På trods af det store pres på Islands statsminister bukker han endnu ikke under. Han vil ikke gå af, og han har heller ikke tænkt sig at gøre det. Det skriver Iceland Monitor, der desuden henviser til et interview med Sigmundur David Gunnlaugsson på islandsk fjernsyn, hvor han forsvarer sig selv, og siger, at folk kan dømme ham til næste valg.
I interviewet på Tv-stationen Stöð 2 undskylder han dog over for befolkningen på grund af sin dårlige præstation i et interview om netop denne sag.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.