Skattelettelser på 14,6 milliarder: I virkeligheden føler vi os snydt

Fagforeningsbosser forstår ikke, at der er råd til skattelettelser, når der holdes igen med lønnen

Elisa Bergmann, formand for pædagogernes fagforening, BUPL, vil hellere, at der bruges penge på velfærd end skattelettelser. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Elisa Bergmann, formand for pædagogernes fagforening, BUPL, vil hellere, at der bruges penge på velfærd end skattelettelser. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Nyheden om, at regeringen har leveret skattelettelser for 14,6 milliarder kroner siden 2015, har virket som en rød klud i hovedet på flere fagforeningsbosser, der lige nu forhandler på en ny overenskomst.

Det er Børsen, der på baggrund af tal fra den liberale tænketank Cepos fortæller om de sparrede udgifter for danske skatteborgere.

Det sker efter, at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i weekenden kunne fortælle, at der er det laveste antal offentlige ansatte pr. borger siden 1980'erne.

Dansk politik Politikere vil sikre stemmeret til personer under værgemål

Men selv om skattelettelserne også rammer medlemmerne af Bupl og HK, som er i forhandlingslokalet, bliver der ikke klappet over nyheden. Elisa Bergmann, formand for pædagogernes fagforening BUPL, siger:

Vi føler os snydt
- Vi føler os snydt. Virkeligheden er, at pædagogerne er nødt til at løbe stærkere, fordi der mangler hænder. Normalt bliver den slags anerkendt med lønforhøjelser. Men vi sidder jo stadig her i forhandlingerne, fordi der ikke er råd til ret meget. Så jeg ville hellere have været fri for skattelettelserne, så vi kunne få råd til flere ressourcer i det offentlige og belønne de offentlige ansatte for deres indsats, siger Elisa Bergmann.

Samfund Fagbosser fastholder musketered før slutspurt i forhandlinger

Også formand for HK Kommunal, Bodil Otto, undrer sig over, at der er råd til skattelettelser, når der bliver stået på bremsen i forhandlingerne:

Ikke troværdigt
- Det er ikke noget, som regeringen behøver at være stolte af, når der ikke er råd til en offentlig sektor. Det virker ikke troværdigt, at de på den ene side har råd til skattelettelser, og på den anden side ikke har indgået et forlig endnu.

Fordi de to formænd sidder Forligsinstitutionen, må de ikke udtale sig omkring konkrete krav. Men når det påpeges over for Bodil Otto, at hendes medlemmer også har gavn af skattelettelser, svarer hun:

- De vil hellere have ordentlige arbejdspladser, med den løn de fortjener.