Skattestyrelsen sender brev til 6000 danskere

Skattestyrelsen sender mandag brev ud til 6000 danskere, der i løbet af 2019 har udlejet deres bolig på Airbnb

Hvis du er en af de mange danskere, som har suppleret lønnen med lejeindtægter fra udlejning på Airbnb i første halvdel af 2019, kan du med fordel holde øje med din e-Boks.

Mandag sender Skattestyrelsen nemlig brev ud til omtrent 6000 danskere, der har nydt godt af ekstra penge i kassen efter udlejning på den populære tjeneste, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

'Det er vigtigt for Skattestyrelsen at have de rigtige oplysninger for at hjælpe borgerne med at betale de korrekte skatter og afgifter, og derfor vil Skattestyrelsen gerne samarbejde med så mange deleøkonomiske virksomheder som muligt', siger underdirektør i Skattestyrelsen Karoline Klaksvig.

Det er dog ikke alle udlejere, der kan forvente brev med det samme.

Ifølge pressemeddelelsen tager det tid at identificere folk, fordi oplysningerne fra Airbnb er uden personnumre Derfor vil Skattestyrelsen fortsætte med at sende breve ud de næste måneder, oplyser de.

Hvis man har udlejet sin bolig gennem Airbnb i 2019, er bundfradraget 28.600 kr. for hele årets indtægter. Efter bundfradraget reduceres det resterende beløb med 40 procent for at finde det skattepligtige beløb.

Man skal selv oplyse det eventuelt skattepligtige beløb. Det bliver muligt, når Skattestyrelsen åbner for årsopgørelsen 2019 om kort tid, 9. marts 2020, oplyses i pressemeddelelsen.

199 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere