Skibsvagter forsøgte at skræmme isbjørn væk før de skød: Fjolser

Ved at råbe og skyde op i luften forsøgte to vagter fra krydstogtskib at skræmme isbjørn - uden held

Foto: Gustav Busch Arntsen/Governor of Svalbard/NTB Scanpix/via REUTERS
Foto: Gustav Busch Arntsen/Governor of Svalbard/NTB Scanpix/via REUTERS

Vagterne fra et tysk krydstogtskib, som i lørdags skød og dræbte en isbjørn på den norske øgruppe Svalbard, forsøgte først at skræmme den vilde bjørn væk ved at råbe ad den.

Men da isbjørnen alligevel gik til angreb og kvæstede et besætningsmedlem, dræbte de den. Sådan lyder meldingen fra de norske myndigheder, som forsvarer, at vagterne skød bjørnen.

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Krydstogtskibet hedder "Bremen", og det var to af de i alt 12 besætningsmedlemmer, som uden held forsøgte at skræmme bjørnen væk.

- Først blev det forsøgt at skræmme isbjørnen væk med råb, skrig og en signalpistol, men det havde ikke nogen effekt, siger overbetjent Ole Jakob Malmo, der er ansat Svalbards øverste myndighed, sysselmanden, til NTB.

Artiklen forsætter under billedet...

Lad være med at komme for tæt på dette gab. Svalbard er kendt for at have mange isbjørne. Foto: Shutterstock
Lad være med at komme for tæt på dette gab. Svalbard er kendt for at have mange isbjørne. Foto: Shutterstock

Fjolser!
Flere kendte dyreaktivister raser over nedskydning af isbjørnen. Flere mener, at turister slet ikke har noget at gøre på Svalbard, der er kendt som isbjørne-land.

Reaktionerne har nu fået rederiet, der ejer MS Bremen, til at reagere på Facebook. De skriver i et opslag, at det ikke var mening, at det skulle være en bjørne-sightseeing. Faktisk plejer de ikke at gå i land, når der er isbjørne i sigte.

Men den forklaring giver en af verdens mest kendte komikere, Ricky Gervais, ikke meget for. Han skriver på Twitter, at rederiet er nogle fjolser:

'Lad os komme helt tæt på isbjørnen i dens naturlige miljø, vi dræber den, hvis den kommer for tæt på os,' skriver komikeren i sit tweet.

Ramt i hovedet
Den 42-årige tyske mand, som blev angrebet og kvæstet af det store, hvide dyr, var ligeledes en del af skibets besætning. Han blev fløjet med redningshelikopter til det nærmeste hospital på Svalbard.

Herefter blev han overført til et større hospital i byen Tromsø, som ligger på det norske fastland. Han ventes at blive udskrevet i løbet af mandagen.

- Angrebet skete på land. Tilskadekomne, en 42-årig tysk mand, fik hovedskader under angrebet. To af de andre fra besætningen skød mod isbjørnen og dræbte den, siger Ole Jakob Malmo til nyhedsbureauet.

Krydstogtskibets besætningsmedlemmer var ved at forberede en udflugt for en gruppe turister, da isbjørnen gik til angreb, fortæller Ole Jakob Malmo. 

215 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere