Skibsvrag forsvundet i 78 år: Nu har dansk museum endelig fundet det

Vraget af det tyske transportskib M/S Pionier er efter mere end 78 år endelig blevet fundet

Sådan har søkrigsmuseet fundet det gamle vrag. (Video: Sea War Museum Jutland)

Det tyske transportskib M/S Pionier, der blev sænket under Anden Verdenskrig, er endelig blevet fundet.

Det oplyser Sea War Museum Jutland i en pressemeddelelse.

2. september 1940 var skibet var på vej fra Frederikshavn til Frederiksstad i Norge med 823 mænd og kvinder om bord, men så gik det galt.

En voldsom eksplosion betød, at skibet begyndte at synke, og det kostede i sidste ende 338 tyske soldater livet.

Ifølge Sea War Museum Jutland blev det dermed den værste krigsbegivenhed, som ramte de tyske styrker i Danmark under den fem år lange besættelse.

Efterfølgende har der været mange gisninger om, hvad der helt præcist skete med skibet. På den ene side har briterne oplyst, at det var ubåden HMS Sturgeon, der sendte M/S Pionier til havets bund med en torpedo, men tyskerne nægtede, at det var tilfældet.

Ifølge tysk propaganda var der derimod tale om, at skibet enten sejlede på en mine, blev ramt af sabotage eller blev offer for en kedelsprængning.

Artiklen fortsætter under billederne

Det er denne ubåd, som briterne mener fik ram på M/S Pioner. Foto: Sea War Museum Jutland.
Det er denne ubåd, som briterne mener fik ram på M/S Pioner. Foto: Sea War Museum Jutland.

Foto: Sea War Museum Jutland
Foto: Sea War Museum Jutland
 

Revet midt over
Men nu er vi blevet en anelse klogere.

- Vores scanning af vraget underbygger de britiske rapporter. Agterskibet mangler, og alt tyder på, at skibet er blevet revet midt over af en torpedo. Den agterste del er sandsynligvis sunket med det samme, hvorefter den forreste del er drevet langt mod øst, før den sank.

- Vi fandt den ganske vist i internationalt farvand, men helt inde på svensk sokkelområde,” siger Sea War Museum Jutlands direktør, Gert Normann Andersen.

Ifølge museumsdirektøren bliver det også interessant endelig at få svar på, hvad skibet var lastet med. Der har været spekulationer om, at skibet transporterede enorme kanoner og eksplosiver, men det er aldrig blevet bekræftet.

Den del af sagen skal nu undersøges nærmere.

93 af de omkomne blev aldrig fundet, mens de overlevende kom i land i Danmark.

De mange dræbte blev efterfølgende begravet i en massegrav. Foto: Sea War Museum Jutland
De mange dræbte blev efterfølgende begravet i en massegrav. Foto: Sea War Museum Jutland
 

53 kommentarer
Vis kommentarer