Skidt nyt for SAS: Piloter opsiger historisk OK-aftale

Norske, danske og svenske SAS-piloter forlader treårig overenskomstaftale, som nu skal genforhandles i 2019

Hvad der var en historisk lang overenskomst på tre år mellem SAS' piloter og selskabet bliver nu alligevel ikke historisk. Foto: Jens Dresling
Hvad der var en historisk lang overenskomst på tre år mellem SAS' piloter og selskabet bliver nu alligevel ikke historisk. Foto: Jens Dresling

SAS-piloter i Danmark, Norge og Sverige opsiger deres overenskomstaftale med SAS ét år før tid.

Det betyder, at parterne nu skal genforhandle den treårige aftale i foråret 2019 i stedet for 2020.

Danmarks Pilotforenings formand, René Arpe, fortæller, at opsigelsen har været udramatisk.

- Da vi lavede den treårige overenskomst, var der en option, så man kunne opsige aftalen efter to år, og det er den, vi har valgt at bruge.

- Grunden til, at vi har valgt at opsige den, er, at vi ønsker nogle forandringer i vores overenskomst.

Hvilke forandringer er det?

- Det har jeg ingen kommentarer til i pressen. Det tager vi internt, siger René Arpe.

SAS er enige med piloterne i, at opsigelsen har været udramatisk, siger pressemedarbejder Randi Baasch.

- Vi er helt enige i, at det er sket udramatisk. Det har været en option i den nuværende aftale, så vi er helt medvidende om, at det kunne ske. Selve forhandlingerne er et spørgsmål for 2019, siger hun.

Historisk aftale
Sidste år indgik SAS og piloterne en historisk lang overenskomst på tre år. Den er ét år længere end de normale to år, skriver Berlingske.

Aftalen kom i hus efter hårde forhandlinger. Både danske og norske piloter varslede strejke, og nogle af de norske endte med at nedlægge arbejdet.

Længden på aftalen blev set som en sejr for SAS, som på den måde kunne få ro til at gennemføre en bredere omstilling af flyselskabet.

At piloterne allerede vil genforhandle til næste år, er således dårligt nyt for SAS. Det vurderer Jacob Pedersen, der er Sydbanks SAS-analytiker.

- Det er et tilbageslag. Noget af det vigtigste, der sket for genrejsningen af SAS' indtjening, er, at man har haft ro på bagsmækken.

- Piloterne ville nok ikke genforhandle, medmindre de vil have bedre vilkår, end de har nu, og det er svært for SAS i den nuværende konkurrencesituation, siger han.

Vil forhandle samlet
Det er ifølge Berlingske samtlige fire SAS-forbund, der har besluttet at genforhandle overenskomsten allerede næste år.

Under de seneste to overenskomstforhandlinger har SAS forhandlet individuelt med hver pilotforening. Men det skal være slut nu.

De fire foreninger samlede sig nemlig i januar i et fælles organ. Det går under navnet SAS Pilot Group.

16 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere