Skift til 'vintertid' gav Lise parkeringsbøde: Jeg er rasende

Lise Hjorth har indstillet sit ur og mobiltelefon efter vintertid. Desværre glemte hun at indstille sin digitale p-skive - og det har nu kostet hende en bøde på 750 kroner

Lise Hjorth mener, landets parkeringsvagter burde give folk en chance til at vænne sig til 'vintertid' (Privatfoto).
Lise Hjorth mener, landets parkeringsvagter burde give folk en chance til at vænne sig til 'vintertid' (Privatfoto).

Har du også fået en parkeringsbøde, fordi du glemte, at vi har skiftet til vintertid? Skriv til os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst).

Lørdag nat var det tid til at stille uret en time tilbage. De fleste moderne mobiltelefoner skifter selv over til 'vintertid', så man skulle kun huske at stille armbåndsuret og køkkenuret. Men huskede du også at stille din digitale p-skive efter vintertid?

Det glemte Lise Hjorth fra Gentofte nemlig, da hun mandag skulle en tur forbi sit lokale bibliotek.

- Jeg troede, min digitale p-skive automatisk stillede om til vintertid. Klokken var 13.00, men fordi parkeringsvagten plejer at være emsig, ændrede jeg det til klokken 12.30. Da jeg kom tilbage, lå der en bøde på 750 kroner i min vinduesvisker, fortæller Lise Hjorth til Ekstra Bladet.

Hvad Lise Hjorth havde glemt var, at klokken i virkeligheden kun var 12.00, da hun parkerede sin bil. Hun havde altså sat p-skiven til en halv time senere, end hun var kommet.

- Jeg var rasende og tænkte, at det simpelthen var løgn. Jeg er fuldstændig klar over, at det er rigtigt nok, men min tid var ikke engang overskredet. Den var bare forkert, understreger Lise Hjorth overfor Ekstra Bladet.

Hvis det stod til Lise Hjorth skulle parkeringsvagterne være mere overbærende i dagene efter, folk har stillet urene om til vintertid.

- Hvis de ville, kunne de godt have lidt mere kunde-good-will. De kunne være venlige at sige, at man skulle huske, at vi var gået over til en anden tid, siger Lise Hjorth til Ekstra Bladet og fortsætter:

- Alle de andre på parkeringspladsen var jo heller ikke opmærksomme på det. Det var kun, fordi jeg råbte og blev sur over min bøde, at de andre opdagede det.

0 kommentarer
Vis kommentarer