Skifter forpagter: Nej tak til tapas

Flyvergrillen er en københavnsk institution, og det skal det blive ved med at være, hvis man spørger gæsterne

Flyvergrillen ligger helt op ad landingsbanen i Kastrup. Foto: Anthon Unger
Flyvergrillen ligger helt op ad landingsbanen i Kastrup. Foto: Anthon Unger
Følg Samfund

Efter at have drevet Flyvergrillen i 30 år vil Jannie Eilsø nu give stafetten videre.

Søndag eftermiddag har flere gæster trodset det grålige regnvejr for at kigge på de lettende fly ved grillen - kun afbrudt af en bøfsandwich og en sodavand inde i varmen.

Flyvergrillen er både kendt og elsket af alt fra flyentusiater til forældre med små børn. Kombinationen af friture, legeplads og en Airbus A330 har fungeret i mange år, og gæsterne håber, at netop den kombination kommer til at forsætte.

- En oase i byen

Kasper Witthoeft kalder sit besøg for 'arbejdsnørderi'. Foto: Anthon Unger
Kasper Witthoeft kalder sit besøg for 'arbejdsnørderi'. Foto: Anthon Unger

Kasper Witthoeft står helt op ad hegnet med nogle venner og kigger på fly, der letter. Han er flyveleder i Roskilde Lufthavn og kommer på Flyvergrillen en gang imellem.

- Det er jo lidt en oase i byen, hvor man kan mødes, børnene kan hygge sig, og man kan få noget god, gammeldags grillmad, som bare er rigtig lækkert. Det er ikke så fancy, det er helt stille og roligt, siger han.

Han er ikke så bekymret for forpagterskiftet, da det stadigvæk vil være Jannie Eilsø, der ejer det.

- Mon ikke det beholder samme sjæl. Det både håber og tror jeg i hvert fald.

Nej tak til tapas

Janni Jensen er Sosu-hjælper, og Jan Jensen er VVS-montør. Foto: Anthon Unger
Janni Jensen er Sosu-hjælper, og Jan Jensen er VVS-montør. Foto: Anthon Unger

Også Janni og Jan Jensen står og kaster et blik på landingsbanen i Københavns Lufthavn fra Flyvergrillens terrasse. Janni er i gang med at filme et SAS-fly med retning mod Tallinn, da Ekstra Bladet kommer forbi.

- Da børnene var mindre, var Flyvergrillen jo et megafedt sted. Der er både legeplads, og børnene bliver jo vildt imponeret over de der flyvere - ja, bare lyden af dem. Vi rejser selv rigtig meget, så vi synes, at det er lidt hyggeligt at se dem lette og drømme sig på ferie, siger Janni grinende.

Janni og Jan tager turen fra Gladsaxe til Amager en to-tre gange om året for at få en pølse og kigge lidt på fly. De håber også, at stedet forbliver det samme.

- Jeg håber da ikke, at de laver for meget om. Der er jo en charme ved den der grill, sådan som den er nu. Det er ikke nogen spaniere, der skal komme og købe den og lave om på det, siger Janni.

- Du håber ikke, der er tapas på menuen i næste uge?

- Nej, nej, nej. Det skal være en grillbar, som det er nu.

En tidslomme

Dennis Jørgensen er rykket videre til den næste dreng i rækken. Foto: Anthon Unger
Dennis Jørgensen er rykket videre til den næste dreng i rækken. Foto: Anthon Unger

Indenfor står Dennis Jørgensen med sin dreng og får en rød pølse. Hans ældste synes ikke, at Flyvergrillen er så spændende, så han har nappet den næste i rækken, som han hiver med derud to gange om året.

- Det er lige så meget for min egen skyld, at jeg kommer her, siger Dennis, der til daglig arbejder med kommunikation.

- Når jeg har ham her med (peger på sin søn, red.), så kan han jo få lov at se en flyvemaskine på tæt hold, der er en legeplads, og han få lov at spise lidt junkfood. Det er hele pakken og en billig fornøjelse, hvis man skal lave noget en søndag eftermiddag, siger han.

Ligesom Janni Jensen mener Dennis Jørgensen også, at grillbaren skal forblive, som den er.

- Det er sådan en tidslomme, hvor det har set ens ud i de 10-15 år, jeg er kommet her. De skal ikke kaste sig ud i noget økogrønt halløj. Det er sådan lidt et helle, hvor man kan spise noget usund mad, kigge lidt på flyvemaskiner og have det sjovt, siger Dennis.

Personalet i Flyvergrillen estimerer, at de sælger 10 kasser Cocio om ugen. Desuden er det - uden sammenligning - deres ribbensstegssandwich og bøfsandwich med sovs, der er det mest populære på menuen.

Intet tyder på ro i Dansk Folkeparti

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.