Skinnet bedrager: Anklager verdens ældste kvinde for alders-fusk

Russiske forskere sætter spørgsmålstegn ved, om verdens længstlevende menneske nu også var så gammel, som hun påstod

Russiske forskere har sat spørgsmålstegn ved, om Jeanne Calment rent faktisk blev så gammel, som hun påstod. Foto: AP
Russiske forskere har sat spørgsmålstegn ved, om Jeanne Calment rent faktisk blev så gammel, som hun påstod. Foto: AP

I 1997 gik verdens ældste kvinde, Jeanne Calment, bort i en alder af 122 år og 164 dage.

I 1995 blev hun optaget i Guinness Rekordbog og anerkendt som det længst levende menneske i verden. Den rekord står stadig den dag i dag.

Mens hun levede, spøgte Calment med, at Gud havde glemt hende, ligesom hun fortalte, at hun ikke havde gjort noget særligt for at opnå sin alder og spiste chokolade, drak portvin og røg en smøg i ny og næ.

Men 22 år efter hendes død sås der i en rapport tvivl om, hvorvidt Jeanne rent faktisk blev så gammel, som hun påstod. Det skriver NRK og The Times.

Gik hendes historie igennem
Den russiske matematiker Nikolai Zak har sammen med gerontologen Valery Novoselov gået kvindens historie efter i sømmene. De har læst biografier og interviews med hende, studeret billeder og tjekket offentlige dokumenter i hendes hjemby Arles i det sydlige Frankrig.

De er kommet frem til, at den Jeanne Calment, der døde i 1997, ikke er den samme person, men derimod hendes datter, som på det tidspunkt var 99 år gammel.

Jeannes datter Yvonne døde officielt af brystbetændelse i 1934, men de to forskere mener, det var moderen, der døde, og at datteren tog hendes identitet for at undgå at betale arveafgift.

Noget stemmer ikke overens
Zak og Novoselov bygger deres påstande på, at beskrivelsen af Calments fysiske egenskaber i hendes identitetspapirer fra 30'erne ikke stemmer overens med, hvordan hun så ud på sine ældre dage.

Ifølge identitetspapirerne havde Calment mørke øjne, lav pande og var 1,52 meter høj, og det stemmer ikke overens med den kvinde, der døde i 1997, mener de to forskere.

- Som læge har jeg altid været tvivlende på hendes alder. Hendes muskelmasse afveg fra andre jævnaldrende. Hun kunne sidde uden at støtte sig og havde ingen tegn på demens, forklarer Novoselov, som leder afdelingen for gerontologi på universitetet i Moskva.

Blev ikke obduceret
Calment blev ikke obduceret, da hun døde, og de russiske forskere hævder, at kvinden, da hun blev berømt, gav ordre til, at alle ungdomsbillederne af hende blev brændt.

Rapporten fra de russiske videnskabsmænd har modtaget stor kritik fra flere sider.

Den franske demograf og gerontolog Jean-Marie Robine, der var sagkyndig, da Guinness skulle vurdere Jeannes alder, siger til nyhedsbureauet AFP, at han aldrig var i tvivl om, at Calments dokumenter var ægte.

- Rapporten berører ikke faktaene, som understøtter hendes høje alder, og fremstår for mig som en ærekrænkelse mod hendes familie, siger Robine.

Latterlig rapport
Borgmesteren i Arles, Michel Vauzelle, stempler russernes rapport som latterlig, eftersom Calment havde tilsyn af en række læger.

Men en række andre gerontologer finder rapporten interessant og grundigt gennemarbejdet og synes, at den giver baggrund for at undersøge historien nærmere.

Nicolas Brouard, der er forskningsleder for det franske Institut for Demografiske Studier, mener, at man i lys af rapporten bør grave ligene af mor og datter Calment op og lave en dna-test.

- Men dna-test kan vi en gang for alle lægge sagen ned, siger han.

Se også: Mysterium i hulemalerier: Ofrede stenalderfolk deres egne fingre?

Se også: Efter 80.000 år: Verdens største levende organisme er ved at dø

Samfund - 19. sep. 2018 - kl. 18:48 Banebrydende fund: Vi har åbnet en ny dør i dansk historie

20 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere