Skipper forlanger svar fra Pind: Hvorfor må Pernille ikke rejse ind i USA?

Pernille Jacobsen blev afvist indrejse i USA uden begrundelse. Nu forlanger Enhedslistens Pernille Skipper svar fra Justitsministeren

I sidste uge kunne Ekstra Bladet bringe historien om 22-årige Pernille Jacobsen, som fik afvist sin visa-anmodning, da hun og hendes familie søgte indrejsetilladelse i forbindelse med en familie-tur til USA. Pernille var den eneste i familien, som fik afslag, men uden nogen begrundelse for hvorfor.

Nu kræver Pernille Skipper svar fra Justitsministeren:

- Jeg vil spørge Justitsministeren, om der er en grund (til Pernille Jacobsens afslag, red.), som vi kan spore ved de danske myndigheder. Hvis justitsministeriet kan hjælpe, så skal de gøre det, siger Pernille Skipper til Ekstra Bladet.

Se også: Hele familien skal til USA: Pernille afvist uden begrundelse

Forgæves søgning
I første omgang fik Pernille Jacobsen godkendt sin ESTA-ansøgning ('Electronic System for Travel Authorization Application'), men efterfølgende fik hun en mail om, at den alligevel var blevet afvist. Hun har siden forgæves forsøgt at få godkendt sin ansøgning, men hun ved ikke selv, hvorfor hun ikke bliver godkendt til indrejse i landet:

- Min straffeattest er helt blank, jeg har ikke rejst i nogle mistænkelige lande og jeg kender ingen, der sidder i fængsel. Derfor er jeg fuldstændig blank og har ikke den mindste ide om, hvad der er galt, siger Pernille Jacobsen.

Ligesom Pernille Jacobsen, sætter Pernille Skipper spørgsmålstegn ved den manglende begrundelse for Pernilles ESTA-afvisning:

- Når der bliver draget en konsekvens uden, at der bliver givet en begrundelse, så er det det modsatte af retssikkerhed. Det er en konsekvens hun (Pernille Jacobsen, red.) modtager, som virker som en straf, hvor hun ikke har mulighed for at forsvare sig selv.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Pernille Skipper forlanger svar på, hvorfor en uskyldig dansk pige ikke kan rejse ind i USA. Foto: POLFOTO
Pernille Skipper forlanger svar på, hvorfor en uskyldig dansk pige ikke kan rejse ind i USA. Foto: POLFOTO
 

Spørgsmål til Justitsministeren
Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar på sagen af den amerikanske ambassade, som bekræfter forløbet, men som afviser at give en forklaring på hvorfor Pernille Jacobsens ESTA-ansøgning er blevet afvist.

Pernille Skipper har nu skrevet til Justitsministeren for at få dem til at indhente den manglende begrundelse, men også svare på, om de har videregivet informationer om pigen til USA:

- Vi har tidligere set lignende tilfælde, hvor Danmark har videregivet oplysninger om borgere til USA, som kan misforstås. Hvis PET eller andre har givet USA en information, som forhindrer en uskyldig pige i at komme på ferie, så skal vi vide det. 

Ferie til Florida blev en skuffelse
Flybilletterne til Florida er bestilt sammen med det hotel, som familien har planlagt at bo på. Men Pernille Jacobsens forventningsglæde er nu erstattet af skuffelsen over, ikke at kunne besøge USA alligevel:

- Jeg bliver virkelig så overrumplet af det hele, at jeg bare er ked af det. Jeg tør næsten ikke håbe på, at det kommer i orden.

Familien havde planlagt at rejse til USA i midten af marts.

174 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere