Skole: Derfor klædte skolelederen tøjet af børnene

Skoleleder bliver ikke fyret for den hændelse, som skolens næstformand kalder 'moralsk anstødelig. Samtidig er skolelederen blevet politianmeldt

Det var her på Strandmølleskolen, at episoden fandt sted. (Foto: Google Street View)
Det var her på Strandmølleskolen, at episoden fandt sted. (Foto: Google Street View)

Ved du noget om sagen? Har du børn på skolen? Så kontakt os på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst).

Den skoleleder, som på Strandmølleskolen i Assens kort før jul fik to drenge til at smide tøjet foran elever og lærere,  bliver ikke fyret, omend skolens bestyrelse kalder episoden 'moralsk anstødelig'.

- Det er møgdumt og moralsk anstødeligt, og vi er enige om, at det er en rigtig møgsituation, men tidligere og på lang sigt bliver der genereret rigtig gode resultater fra hans side, siger bestyrelsens næstformand Thomas Hald til Ekstra Bladet.

Se også: Forældre chokerede: Skoleleder klædte børn af til morgensamling

Han mener, at et for højt arbejdspres var årsagen til hændelsen.

- Han (skolelederen red.) har været for presset op til jul med arbejdsmængden og måske ikke formået at sige fra i tide. Han har hjerteblodet med i sit arbejde, og han skulle ikke have stået på scenen den dag. Der går en klap ned for ham - det er selvfølgelig mega træls.

Siden DR Fyn i dag kunne fortælle nyheden, har der dog været masser af støtte fra en bred forældreskare, fortæller han.

- Jeg kan se på Facebook og diverse hjemmesider, at folkedomstolen har talt, men vi har samtidig fået rigtig mange positive henvendelser fra forældre, som støtter op om os, og det er forældrene, som vi repræsenterer, siger han og tilføjer:

- Det er en meget lille forældregruppe, som er utilfredse, og vi har forsøgt at komme i dialog med dem, men de sagde kollektivt nej tak.

En af de forældre har muligvis valgt at gå skridtet videre til politiet, der således oplyser, at der er blevet modtaget en anmeldelse mod skolelederen.

- Vi har modtaget en politianmeldelse, men den er meget kort, da vedkommende ikke havde tid til at komme herind, så det blev over telefonen. Nu har vi oprettet et journalnummer, og så vi skal nok komme til bunds i den sag, siger Anders Lundegaard,  leder af lokalpolitiet i Assens til Ekstra Bladet.

Den lokale politichef vil dog ikke oplyse, om det er en af forældrene, som har indgivet anmeldelsen.

- Politianmeldelsen vil vi selvfølgelig tage dybt seriøst. Det er ny information, som vi selvfølgelig vil forholde os til, siger Thomas Hald.

Ved du noget om sagen? Har du børn på skolen? Så kontakt os på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst).

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere