Skole i shitstorm: Pædagog halshugger haner foran små børn

Langsøskolen i Silkeborg udsættes for massiv kritik på Facebook, hvor folk er forargede over, at skolen som led i undervisningen viste en større gruppe indskolingsbørn, hvordan to haner blev halshugget

Se den omdiskuterede slagtning her. Ekstra Bladet har sløret de medvirkende børn (Privatoptagelser)

Der er gloende hedt på Langsøskolens Facebook-side.

Årsagen er, at det lige nu diskuteres kraftigt, om det var okay, at en pædagog i Silkeborg-skolens SFO onsdag huggede hovedet af to hanekyllinger foran en flok børn.

Det mener skolens personale og skoleleder Keld Vestergaard, som tilmed har lagt en video op for at dokumentere afslutningen på det fagligt/pædagogiske projekt 'fra start til slut'. Og slut var det for de to hanekyllinger, som der ikke var plads til i hønsegården.

- Det er et projekt, der startede med, at vi fik ruget et kuld kyllinger ud. I kuldet var tre haner. Det er for mange. Vores overvejelse var derfor, om vi bare skulle aflive to af dem i det skjulte, eller om aflivningen skulle være en del af det, børnene skal opleve. Vi respekterer, at nogen kan have en anden holdning. Men vi anbefalede, at det var fint, at børnene blev del af et sådant projekt, siger Keld Vestergaard til Ekstra Bladet.

Som sagt så gjort.

I SFO'en var 20-25 børn fra 0.-3. klasse med til at opleve, at de to haner først blev slået hårdt i hovedet, hvorefter et par hug med øksen fik hovedet skilt fra kyllingekroppen. Siden lod læreren blodet dryppe ud i en spand. Og børnene fik lov til at være med til at koge og plukke kyllingerne.

Meningen er, at de senere skal være med til at spise kødet, når det skal tilberedes.

Hu-hej, hvor det går.

Dur ikke - væk
Og så skulle man tro, at det var det eventyr, og at alle levede lykkeligt til deres dages ende. Men på skolens åbne Facebook-profil, hvor der nu ligger billeder og video af seancen, vil folk det anderledes.

- Det er meget makabert at bruge slagtning som underholdning. For børn endda, skriver Valentin Kruse.

- Ja, det er ret tydeligt at se i ansigterne på flere af børnene, at de nød dette 'show', skriver Johnny Højfeldt.

- Totalt perverteret - hvad bilder de sig dog ind - respektløst - unødvendigt - det er ondskab, skriver Anni Westergaard, mens Bine Tillgaard fortæller, at 'der er nogen børn, der er blevet traumatiseret her'.

Og så er der dem, der mener, at aflivningen virker amatøragtig.

- Det ligner ikke en hurtig, smertefri og human aflivning, som det ellers skal være ifølge loven? Er det ikke lige på grænsen af mishandling (eller over)??, spørger Susannah Hazel Woods.

Mor bakker op
Skolebestyrelsesformand Jane Gregersen har selv en datter i 3. klasse, som overværede det 'show', som altså nu bliver kritiseret på skolens Facebook-side. Hun fortæller til Ekstra Bladet, at skolen på forhånd havde orienteret forældrene om projektet. Og skolen havde lagt 'aflivningen' sidst på eftermiddagen i sfo-tiden, sådan så børn enten kunne gå et andet sted hen, hvis de ikke ville se det, ligesom forældre også var velkomne til at komme og deltage.

- Jeg tænker, at projektet er en rigtig god idé. Som mor synes jeg, det er godt, at børnene ser, hvordan maden kommer fra dyret til munden. Og når man forbereder børnene pædagogisk inden, så ved børnene, hvad det handler om. Jeg fik en datter hjem, som synes, det havde været sjovt og spændende. For hende var det ikke anderledes, end hvis de havde lært at bruge en hulahopring, siger Jane Gregersen til Ekstra Bladet.

Og for Jane Gregersen kunne det lige så godt have været et større dyr, der var blevet slagtet foran børnene. Hun tænker, der er gået lidt gedebuk i det hele og henviser til en sag fra Zoo i København, som for et par år siden slagtede en giraf foran tilskuere. Det gav genlyd i det meste af verden.

- Men når der er et formål, og når det sker med ord og forklaringer, så kan børn sagtens finde ud af det, siger Jane Gregersen.

Var forberedt på kritik
Skolelederen fortæller til Ekstra Bladet, at personalet godt var klar over, at det formentlig ikke ville være alle, der ville være lige begejstrede for det pædagogisk/faglige valg.

- Vi vidste godt, at der tit er følelser i den slags. Det er mest den overvejelse, vi har gjort os. Og om vi kom til at træde nogen over tæerne. Men vi har styr på, at det både er lovligt og forsvarligt. Og så er det en pædagog, der har gjort det mange gange før, siger Keld Vestergaard, som også mener, at det hele tjener et større formål.

- Det er vigtigt, at børnene får kendskab til, hvordan de som borgere i samfundet spiller sammen med det hele. Og det gælder både, hvis emnet er høns eller motorveje. Og så er det at give en forståelse af, hvordan tingene hænger sammen. Altså at det, der ligger i køledisken i supermarkedet ikke er født dér, men at det kommer et sted fra.

Det afgørende
Keld Vestergaard afviser, at målet med projektet var at provokere. Til gengæld fortæller han også, at man heller ikke har gjort noget for at undgå at provokere.

Skolen er gået lidt frem efter parolen 'tager hun mig, så tager hun mig, og tager hun mig ikke, så tager jeg hende alligevel.'

- Det hele er en afvejning. Vi gør det ikke for happeningens skyld. Det afgørende er indholdsdelen. Og den kan vi stå på mål for. Så må vi tage de kommentarer og den kritik, der kan komme.

Keld Vestergaard fortæller i øvrigt til Ekstra Bladet, at det er hans opfattelse, at de fleste kritiske kommentarer på skolens Facebook-side ikke er fra forældre til børn fra skolen, men fra nogen, der for Keld Vestergaard er totalt fremmede.

Er du okay med, at pædagoger eller lærere viser børn, hvordan man afliver høns?

Se resultat

Er du okay med, at pædagoger eller lærere viser børn, hvordan man afliver høns?

Din stemme er modtaget

Vis afstemning

Fejl

Der skete desværre en fejl, prøv igen senere.

Det siger psykologen

Det er helt fint, at børn fra indskolingsafdelingen ser en ansat på Langsøskolen hugge hovederne af et par haner.

Det siger leder af PPR (pædagogisk, psykologisk rådgivning - red.) Silkeborg, psykolog Poul Skaarup Jensen til Ekstra Bladet.

- I denne kontekst, hvor det er veltilrettelagt, der er det okay. Jeg skal lede vældig længe, før jeg kan se, at det på nogen måde skulle være skadeligt. Min overbevisning er, at det kun er sundt for børn at opleve, hvordan verden hænger sammen, siger Poul Skaarup Jensen.

Og børnene må gerne være så små som muligt, hævder psykologen.

- Hvis man først i udskolingsårene ser en høne blive slagtet, så er der risiko for, at man får sat oplevelsen ind i 'jeg har spist kylling i alle de år, jeg vidste det ikke-konteksten'.

Poul Skaarup Jensen hæfter sig også ved, at forældrene på forhånd er blevet orienteret, og at de derfor har kunnet hive deres børn til side, hvis de har været af den opfattelse, at arrangementet var for meget.

Poul Skaarup Jensen vil gå så langt som til at sige, at alle børn vil have godt af at se haner blive forvandlet fra levende dyr til lørdagskylling. Når han alligevel har et lille forbehold, så skyldes det børnenes forældre.

- Hvis ellers de voksne er rolige omkring det og ikke panikker over det, så har børnene det også fuldstændig roligt med tingene. Vi glemmer nogen gange, at det er de voksnes reaktioner, der gør børnene utrygge.

- Forældre bør prøve at forstå, at det er en større hjælp for børnene at bevare roen. Vi har brug for forældre, der kan lære børn robusthed, så de kan klare de udfordringer, de møder i verden.

1 af 2 Skærmfoto fra videoen
2 af 2 Skærmfoto fra videoen
kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Pernille Holbøll
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen