Skolelærer: Svært for børnene at holde afstand

Skolelærer Louise Bertelsen er glad for igen at kunne undervise sine fjerde og femte klasser fysisk. Men det kan være en udfordring at få de mange retningslinjer og børnenes virkelighed til at mødes

33-årige Louise Bertelsen glædede sig til at komme tilbage på arbejde. For det meste er det gået fint, men hun må ofte minde børnene om at holde afstand. Privatfoto
33-årige Louise Bertelsen glædede sig til at komme tilbage på arbejde. For det meste er det gået fint, men hun må ofte minde børnene om at holde afstand. Privatfoto

Siden onsdag har visse skoler været åbne for de mindre klasser.

33-årige Louise Bertelsen, som underviser en fjerde klasse i Nordsjælland og femte klasse på Frederiksberg i henholdsvis dansk og tysk, er glad for at komme på arbejde igen.

Det har nemlig ikke været lige nemt at undervise børnene digitalt.

- Det har været nogle lange dage, og online-undervisning har været lidt tungt. Det har været svært at vide, hvor man havde eleverne henne. Så det er dejligt at komme ud og være sammen med børnene igen, siger Louise Bertelsen.

Skolen har retningslinjer for, hvornår børnene må være ude i skolegården, og bøger fra skolens bibliotek, computere og iPads må ikke bruges. Kun bøger, som børnene har med hjemmefra.

- Vi prøver, så godt vi kan, at overholde alle retningslinjerne og spritte af. Mine hænder skal nok nå at sprække med alt det sprit, jeg har brugt, griner hun.

Se også: Nyt studie: Flere danskere slækker på håndvask og mødes i grupper

'Husk nu at holde afstand'
Hun oplever, at børnene er glade for at komme i skole igen, men hun må ofte minde børnene om at holde afstand.

- Med alle de regler og retningslinjer, vi skal følge, kan det være lidt frustrerende hele tiden at skulle holde øje med børnene. Man skal være meget over dem, synes jeg. Børn skal jo også have lov til at være børn. Så hvor går grænsen?, siger Louise Bertelsen.

Louise Bertelsens femte klasse, som hun underviser i tysk, er fordelt i tre klasselokaler, så børnene kan sidde med tilstrækkelig afstand til hinanden.

Med én lærer til tre klasselokaler må børnene derfor arbejde mere selvstændigt. Og det er en udfordring, når børnene har svært ved at holde afstand.

Se også: KL: Der er ikke plads til større elever

- Jeg er gået fra rum til rum og har hjulpet. På et tidspunkt var jeg i det ene lokale, og da jeg kom ind i det andet, sad de alle proppet sammen. Så måtte jeg lige forklare dem, at de skal huske at holde afstand. Det må jeg sige tit: 'Husk nu at holde afstand', fortæller skolelæreren.

Det til trods kan Louise mærke, at børnene gør det bedste, de kan.

- De er meget bevidste om det, men det er svært for dem. Også ude i skolegården når de leger. Det er nok den største udfordring, at det er svært for dem at huske, at de skal holde afstand. Det er i hvert fald mit indtryk indtil videre. Så vi skal nok lige ind i en rutine.

- Men de er gode til at spritte af og vaske hænder. Mange af eleverne havde selv deres egen håndsprit med.

Efter opstart er skolelæreren også blevet mere bekymret for at blive smittet eller slæbe noget med hjem til familien.

- Man omgås mange mennesker og mange børn. Men jeg tager det lidt, som det kommer. Jeg vil ikke gå og bekymre mig hele tiden. Man skal jo starte op igen på et tidspunkt.

102 kommentarer
Vis kommentarer