Skolelederformand kalder fleksible timer en gave

Den understøttende undervisning skal ikke sættes på formel eller lægges i kasser, mener Claus Hjortdal.

Den understøttende undervisning blev indført med folkeskolereformen som en gave til skolerne, hvor man kunne få tid til alt det, som man tidligere måtte droppe på grund af tidsmangel.

Sådan lyder det fra formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, som svar på en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut, der konkluderer, at kun 55 procent af skolerne har et klart fokus på, hvad undervisningen skal indeholde.

- Man konkluderer forkert. De store klare mål har man flere steder ikke lagt ned over det. Og det er helt rigtigt, og det mener jeg heller ikke var præmissen. Man stiller for firkantede krav og forventninger for noget, der havde en anden præmis, siger han.

Han mener, at formålet med den understøttende undervisning er, at skolerne får en stor pulje timer, som man spontant og fleksibelt kan bruge til det, man synes, børnene har brug for.

- Hele formålet med den understøttende undervisning var, at det ikke skulle være formålsbestemt og sat på skema. Det er gaven til læreren, så man nu har tid til det, vi i gamle dage sagde, at det har vi ikke rigtig tid til, siger han.

- Det kan være, at valget i Storbritannien giver anledning til spørgsmål, og så kan læreren spontant vælge at aflyse den planlagte undervisning for at diskutere valgresultatet. Og nej, det er ikke planlagt, men det giver god mening, lyder det fra Claus Hjortdal.

1 kommentar
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere