Skolepige ramt af meningitis: Hver femte barn bærer rundt på bakterie

Styrelsen for Patientsikkerhed opfordrer forældre til feberramte børn til at være opmærksomme, efter 12-årig pige er blevet syg af meningokok-bakterie

Styrelsen for Patientsikkerhed tager det foreløbig roligt, efter en 12-årig pige fra Tåsingeskolen i Svendborg søndag har fået konstateret meningitis.

Det fortæller sektionsleder Anne Hempel-Jørgensen fra Styrelsen for Patientsikkerhed til Ekstra Bladet.

Styrelsen fik søndag besked fra det hospital, pigen er indlagt på. Og siden har Anne Hempel-Jørgensen kontaktet skolelederen på Tåsingeskolen, Kasper Føns.

Her blev det aftalt, at de øvrige forældre på skolen skulle have besked. Det skete på skolens forældreintra. Samtidig blev forældrene opfordret til at holde øje med deres egne børn.

Og selv om der ifølge Anne Hempel-Jørgensen kun er en meget lille risiko for, at andre på skolen skulle være blevet smittet, så er der en risiko.

- Problemet er, at situationen kan udvikle sig på meget få timer fra, at man er temmelig rask, til at man er alvorligt syg, siger Anne Hempel-Jørgensen til Ekstra Bladet.

GODE RÅD

Et eller flere af følgende symptomer kan være tegn på smitsom meningitis:

  • Høj feber
  • Muskelsmerter
  • Nakkestivhed
  • Kraftig eller tiltagende hovedpine
  • Træthed
  • Bevidstløshed eller bevidsthedsforstyrrelser
  • Røde eller sorte blødninger på huden
  • Røde eller sorte plamager på huden

Oplever dit barn eller andre i din omgangkreds et eller flere af symptomerne, er det vigtigt, at du:

  • Tjekker til personen regelmæssigt
  • Kontrollerer om personen er ved bevidsthed og kan vækkes
  • Holder øje med feberen
  • Tjekker om personen udvikler røde blødninger på huden eller svær nakkestivhed – er det tilfældet, skal du ringe 112 med det samme

Hun fortæller videre, at de øvrige medlemmer i pigens familie er kommet i forebyggende medicinsk behandling. Det skulle reducere risikoen for, at de udvikler sygdommen.

Se også: Skolepige ramt af meningitis

Skole fortsætter undervisning
Meningitis er på listen over sygdomme, som læger har pligt til at underrette Styrelsen for Patientsikkerhed om, hvis de stiller diagnosen. Hvert år rammes mellem 40 og 50 danskere af sygdommen. I langt de fleste tilfælde er der tale om isolerede sager, hvor der ikke er andre, som er blevet smittet.

Det er også årsagen til, at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke har anbefalet Tåsingeskolen at lukke skolen og sende eleverne hjem til observation hos forældrene.

Enkelte gange sker det imidlertid, at der bliver konstateret sekundære tilfælde i samme personkreds. Og lige nu afventer Styrelsen for Patientsikkerhed melding fra Svendborg om mulige andre smittede.

- Hvis det mod forventning skulle være tilfældet, så revurderer vi situationen. I tilfælde af et udbrud, vil det måske føre til, at vi vil give medicin til flere end dem, vi allerede har givet i husstanden, siger Anne Hempel-Jørgensen til Ekstra Bladet.

Kun får udvikler sygdom
Den såkaldte meningokok-bakterie er ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed ganske almindelig. Undersøgelser har vist, at op mod hver femte unge er raske bærere af bakterien, som kan udvikle sig i svælget, og som kan ende med livstruende sygdom, hvis ikke behandling sættes ind i tide.

Under en procent af de raske bærere af bakterien udvikler sygdommen, oplyser Anne Hempel-Jørgensen videre.

Den 12-årige pige er ifølge Anne Hempel-Jørgensen kommet hurtigt i behandling, efter at symptomerne på meningitis blev opdaget. Der er større chance for et forholdsvis ukompliceret forløb, hvis behandlingen når at blive sat ind i tide, forklarer Anne Hempel-Jørgensen.

Der er ikke andre patienter i behandling for meningitis lige nu på Fyn og i Jylland, hvor Anne Hempel-Jørgensen har haft tilsynsvagten i weekenden, fortæller hun.

Kan være livstruende
Meningitis er betændelse i hinden omkring hjernen og rygmarven.

Sygdommen kan på få timer udvikle sig til at være livstruende, og derfor er det afgørende, at man er opmærksom på symptomer.

Nakkestivhed, hovedpine og småblødninger i huden er typiske symptomer på meningitis.

I 2011 mødte danske læger hård kritik for at ignorere symptomer på sygdommen. Blandt andet ignorerede en læge brune pletter på 15-årige Mikkel Andresens hud, hvorefter den unge teenager døde.

29 kommentarer
Vis kommentarer