Skolerne tømt for elever

Forældrene har i den grad forstået statsministerens udmelding, siger afdelingsleder

Et af de nye tiltag, som Mette Frederiksen præsenterede onsdag aften, lyder, at ikke flere end 100 mennesker bør forsamles indendørs. Video: Ritzau Scanpix.

Forældre landet over har i den grad lyttet til statsminister Mette Frederiksens tale onsdag aften.

Over hele landet er fremmødet af elever på folkeskolerne meget lavt.

På Hjerting Skole ved Esbjerg var kun 50 ud af skolens i alt 750 elever mødt frem torsdag formiddag.

- Man kan vist godt sige, at skolen er tømt for elever. Jeg har talt med kolleger fra andre skoler i Esbjerg her til morgen. Her er situationen den samme. Der er et meget lavt fremmøde. Forældrene har tydeligvis forstået budskabet, siger afdelingsleder på Hjerting Skole Pernille Plantener til Ekstra Bladet.

Afdelingsleder Pernille Plantener roser forældrene. Foto: Christer Holte
Afdelingsleder Pernille Plantener roser forældrene. Foto: Christer Holte
 

De få elever, som torsdag morgen mødte frem, kom først og fremmest for at hente deres ting, inden skolen helt lukker ned de næste to uger.

- Andre vil lige låne nogle bøger på skolens bibliotek, eller også vil de sige farvel til læreren. En krammer må de dog ikke give, smiler afdelingslederen.

Stor ros til forældrene
Ifølge Pernille Plantener er det tydeligt, at forældrene i den grad har forstået statsministerens alvorlige budskab i forbindelse med den frygtede coronasmitte.

- Jeg har stor ros til forældrenes måde at tackle situationen på, siger Pernille Plantener.

Ikke en ferie
Afdelingslederen understreger, at de kommende to ugers pause fra skolen  ikke er ferie.

- Vi satser på at bruge alle vores digitale platforme til at gennemføre undervisningen.  I dag rydder lærerne op og aftaler i deres forskellige teams, hvordan lektier og læring skal gennemføres. Lige nu afventer vi at få beredskabsplanerne fra kommunen, oplyser Pernille Plantener.

Skolerne landet over er forpligtet til at lave en pasningsgaranti for de børn, hvis forældre ikke har mulighed for selv at passe børnene i skoletiden.

- Det skal vi også have lavet planer for. Men alt går faktisk stille og roligt på trods af situationens alvor, fastslår afdelingslederen på Hjerting Skole.

8 kommentarer
Vis kommentarer