Skorstensfejere efter protest i retten: Dom kan få store konsekvenser

40 skorstensfejere fra Sydsjælland og Lolland-Falster bakkede fredag formiddag kollega op i Retten i Nykøbing Falster. Nu er retsmødet slut

Hør skortensfejer-mesteren Arne Pedersen fortælle om retssagen. (Video: Per Rasmussen)

Det blev en kamp, som foreløbig er sluttet uden en vinder.

Formiddagens retsmøde ved Retten i Nykøbing, hvor Arbejdstilsynet og næsten en hel branche af skorstensfejere sad over for hinanden sluttede med, at retten og dommeren undlod at tage stilling til, om skorstensfejermester Arne Pedersen i Vordingborg skal have en bøde på 50.000 kroner for to gange i efteråret 2014 at være blevet taget i, at en svend gik på et tag uden at være spændt fast.

I stedet venter retten med at afsige sin kendelse til 11. marts klokken 8.30, fortalte dommeren, inden retsmødet blev hævet.

Og de godt 40 skorstensfejere fra Sydsjælland og Lolland-Falster måtte derfor forlade retten med uforløst sag. Alligevel var stemningen god, da de i samlet flok tog på café i Nykøbing for at fordøje det oplevede i retten og for at spise frokost sammen.

- Vi er enige om at bakke Arne Pedersen op i at anke dommen, hvis den ikke falder ud til hans fordel, siger Jesper Hviid Kjær, som driver et skorstensfejermester-firma af samme navn i Nørre Alslev på Nordfalster.

Skorstensfejersvend Danni Rasmussen er ham, der rent faktisk blev taget på fersk gerning i færd med at rense skorsten på helt traditionel vis. Han er også i retten. (Foto: Per Rasmussen) Samfund - 4. mar. 2016 - kl. 11:00 Retten er gået i sort: Skorstensfejere protesterer for tiltalt kollega

Alle holdt fri
Jesper Hviid Kjær er formand for skorstensfejerlaugets lokale afdeling Storstrøm og har taget initiativ til, at der netop fredag ikke blev fejet mange skorstene på Sydhavsøerne. For branchens eksperter var netop samlet i retssal A ved Retten i Nykøbing, hvor der formentlig stadig ud på eftermiddag lugter lidt af sod.

Det er svenden Danni Rasmussen, der er genstand for den store mediehurlumhej i retten. Han blev taget i at feje en skorsten uden at være spændt fast. Men sådan har skorstensfejere i Danmark gjort siden 1778, hævder brancheforeningen. (Foto: Per Rasmussen)
Det er svenden Danni Rasmussen, der er genstand for den store mediehurlumhej i retten. Han blev taget i at feje en skorsten uden at være spændt fast. Men sådan har skorstensfejere i Danmark gjort siden 1778, hævder brancheforeningen. (Foto: Per Rasmussen)

I hvert fald mødte alle op i fuldt ornat - det vil sige iført høj hat og sort uniform med messingknapper.

Striden handler om, at Arbejdstilsynet kræver, at skorstensfejere er spændt fast, når de fejer skorstene på tagrygge. Reglerne foreskriver, at skorstensfejerne skal faldsikres, hvor de spændes fast i en line, som skal fastgøres en meter over arbejdspunktet. Med andre ord oppe i den blå luft i forhold til i dag.

Farligt at bruge skorsten
For at det skal kunne lade sig gøre er der flere muligheder. Der kan sættes stillads op. Der kan også fastmonteres en stang på taget til formålet. Og så kan man jo kaste en løkke om skorstenen, men det er ifølge branchefolkene en dårlig idé.

- Hvis man endelig falder, risikerer man at rive skorstenen med ned i faldet. Og så kan den ramme dig selv, siger Arne Pedersen, som sad på anklagebænken i sagen.

Det er ham, der foreløbig har nægtet at betale de to bøder på hver 25.000 kroner, der kom ud af besøget fra Arbejdstilsynet. Tilsynet vurderer, at arbejdet ikke var udført på en sikkerhedsmæssig forsvarlig måde, da svenden Danni Rasmussen blev taget på fersk gerning på en ejendom i Nørregade i Vordingborg, hvor han fejede en skorsten.

Prioblemet er ifølge skorstensfejerne, at der aldrig sker ulykker under selve fejningen.

- Når ulykker sker, så er det, når man går fra stigen og over på taget. Og der kan man jo i forvejen ikke være spændt fast. Med andre ord gør tilsynet noget til et problem, der slet ikke er et problem. Havde der så været sket en ulykke, så kunne man måske sige, at det var rimeligt. Men nu har vi tjekket ulykkesstatistikker for det seneste lange stykke tid. Der er kun noget om hunde, der har bidt og glatte fortove. Der er intet om folk, der er faldet ned på den måde, siger Jesper Hviid Kjær, som har sit farvestrålende navn fra familien, der har fostret et helt dusin skorstenfejere i tidens løb.

- Det kan godt være, at min uniform er sort. Men mine biler er hvide, siger Jesper Hviid Kjær og fortæller, at han er vant til at støde på folk, som synes, at hans navn er sjovt.

Anklager spurgte til risici
Mens skorstensfejerne altså ser lyst på den kommende kendelse fra retten, så var anklageren i sagen anderledes sort i sin tilgang til problemet.

- Hvad nu hvis en af de ansatte rammes af en blodprop, mens han står på tagryggen, spurgte han skorstensfejermester Arne Pedersen, som sad på anklagebænken.

- Hvad hvis det samme sker, mens han sidder i en bil på landevejen, var svaret.

Hvis skorstensfejeren ender med at blive dømt, så varsler branchen prisstigninger for de enkelte kunder. Det kommer også til at ramme Jesper Hviid Kjærs cirka 5500 husstande, som han har tilsyn med.

- Alting kan sættes på spidsen. Folk kan blive ramt af en blodprop. Men er det noget, der sker? Var det et problem, at folk dryssede ned hele tiden, så var det et stort problem. Men alt kan sættes på spidsen. Med mennesker kan der ske fejl og ulykker. Det kan også ske, når man kører en bil og rigtig mange andre steder. Vi gør alt, hvad vi kan, siger han.

138 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere