De skotske vælgere er kommet et skridt nærmere endnu en stor folkeafstemning.
Det skotske parlament med Nicola Sturgeon i spidsen har nemlig netop vedtaget en plan for afstemning om skotsk uafhængighed.
Dermed har Sturgeon fået opbakning fra parlamentet til sin plan, som hun fremlagde tidligere på måneden.
Nu vil Skotland igen stemme om uafhængighed
Ifølge nyhedsbureauet Reuters skal skotterne til stemmeurnerne på en endnu ikke fastlagt dato mellem efteråret 2018 og foråret 2019, for at tage stilling til, om skotterne vil løsrive sig fra Storbritanien.
Sturgeon ønsker, at den ny afstemning skal finde sted i slutningen af 2018 eller i 2019. Datoen skal fastlægges, når betingelserne for en britisk udmelding af EU står mere klart.
Det var på forhånd ventet, at parlamentet ville bakke op om førsteministerens køreplan.
Skal godkendes af May og co.
Dermed har Sturgeon mandat til at bede det britiske parlament i London om lov til at begynde at forberede den nye folkeafstemning.
For at folkeafstemningen bliver en realitet, skal det britiske parlament dog godkende planen. Tidligere har både den britiske regering med Theresa May i spidsen og Labour dog udtrykt modstand mod det skotske ønske. Argumentet mod afstemningen har blandt andet været, at det er dårlig timing i forhold til den britiske udmelding af EU.
Netop Storbritanniens farvel til EU er hovedårsagen til, at Skotland nu igen skal stemme om uafhængighed. I forbindelse med brexit-afstemningen var et stort flertal af skotterne - i modsætning til resten af Storbritannien - nemlig tilhængere af at blive i unionen.
Skotland stemte senest om uafhængighed i 2014. Her stemte 55 procent af skotterne for at blive i Storbritannien ved valget, der havde en valgdeltagelse på knap 85 procent.