Skov afspærret: Soldater sprænger træer i luften med dynamit

Forsvaret og Aalborg Kommune bruger dynamit for at skabe mere vild natur og steder, hvor dyrene kan bo

Video/redigering: Rene Schütze/Martin Ekelund

Store dele af naturområderne ved Poulstrup Sø syd for Aalborg er torsdag afspærret, ligesom det var i Lundby Krat torsdag.

Det sker af sikkerhedshensyn, da soldater fra panseringeniørkompagniet er i gang med at sprænge træer i luften.

Soldaterne fra panseringeniørkompagniet i Skive bruger opgaven til at øve sig i at sprænge ting i luften. Foto: René Schütze
Soldaterne fra panseringeniørkompagniet i Skive bruger opgaven til at øve sig i at sprænge ting i luften. Foto: René Schütze
 

Forsvaret er dog ikke gået i krig mod naturen. Tværtimod skal dynamitten hjælpe skovens væsner. Det forklarer biolog i Aalborg Kommune Catrine Grønberg Jensen.

- Vi gør det for at skabe flere levesteder til de dyr, vi gerne vil have flere af i kommunens skove, siger hun til Ekstra Bladet.

Dyrene kan ikke vente
Når man sprænger trækronerne i luften, efterligner man naturens egne kræfter. Her efterlader lynnedslag og storme mange døde træer, som skovens smådyr gerne vil bo i.

- Det er forskellige fugle, flagermus, små pattedyr og biller. For eksempel Lille Pupperøver, der er en sjælden bille, som lever i Lundby Krat, forklarer hun.

Biolog Catrine Grønberg Jensen fra Aalborg Kommune. Foto: René Schütze
Biolog Catrine Grønberg Jensen fra Aalborg Kommune. Foto: René Schütze
 

Det kan virke voldsomt at få soldater til at futte efterårstræer af med dynamit, men der er ikke tid til at vente på, at naturen selv klarer arbejdet.

- Vi lader også træerne ligge, når de er blevet ramt af lynet eller er væltet i en storm, men vi har virkelig en akut mangel på de her levesteder lige nu, siger Catrine Grønberg Jensen og understreger, at det kan betyde liv eller død for dyrene.

- Nogle af de arter, som bor i de her døde træer, kan simpelthen ikke vente 50 år eller hvor lang tid, der ville gå, hvis vi ikke hjalp naturen lidt på vej.

Kampklædte soldater og masser af dynamit er ikke hverdagskost i de danske skove, men alt forløb efter planen onsdag i Lundby Krat. Foto: René Schütze
Kampklædte soldater og masser af dynamit er ikke hverdagskost i de danske skove, men alt forløb efter planen onsdag i Lundby Krat. Foto: René Schütze
 

Stop med at rydde op
Ifølge biologen er vi danskere blevet lidt for gode til at rydde op i skovene, men selvom det nok ser nydeligt ud, er det ikke godt for Søren Spætte og de andre smådyr.

- Mange synes måske, at en dynamisk og en robust skov ser rodet ud. Vi danskere er jo sådan nogle ordentlige mennesker, der gerne vil rydde op og have en flot skov, der ser pæn ud, men det ville faktisk være bedre, hvis vi bare lod tingene være, mener hun.

For os ligner det måske et ødelagt træ, men for alverdens biller og andre smådyr er det et lækkert, nyt hjem. Foto: René Schütze
For os ligner det måske et ødelagt træ, men for alverdens biller og andre smådyr er det et lækkert, nyt hjem. Foto: René Schütze
 

Aalborg Kommune og soldaterne sprængte mellem seks og syv træer i luften i Lundby Krat onsdag, mens området ved Poulstrup Sø står for tur torsdag.

Området vil være afspærret under sprængningen, og der står soldater på stierne ved alle indgange, så ingen på skovtur risikerer at komme for tæt på de store brag.

72 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere